“Let go”

En varm juli aften var jeg inviteret ud til gode venner, der har et sommerhus beliggende bogstavelig talt i vandkanten.

Det var en af de aftener, der er så sjældne på disse breddegrader. hvor man kan sidde udenfor hele natten, med det bløde blå skandinaviske lys som et lunende tæppe og månen som en lygte, hængt op på himlen, kun for vores skyld.

Jeg overnattede i det lille gæstehus og morgenmaden blev indtaget på nøjagtig samme sted, hvor vi aftenen forinden havde nydt nattens magi.

Lidt henne ad stranden var tre ældre mænd ved at rigge en lille båd til. Mine værter fortalte mig at det var et ritual der havde stået på i årtier. Hver morgen… uden undtagelse og på klokkeslæt, mødes de tre mænd, for at sejle ud og hente dagens fangst. Den ene kommer altid lidt for sent, det er også blevet rituelt og de to andre tilgiver beredvilligt deres ven. De ved, de skal være taknemmelige for at de overhovedet kan mødes. Når man kommer op i den alder, er livet ikke længere en selvfølge og man forstår vigtigheden i, ikke at blive hængende i trivialiteter, der alligevel ikke kan ændres på. Vennen er kommet for sent i 40 år – så lad det nu bare være!

Det fik mig til at tænke på en bog om buddhisme, hvor der stod skrevet at hele Buddha´s katalog af læringer, kan koges ned til en sætning:

“Let Go”

 Jeg tør godt postulere at de tre fiskere hverken dyrker yoga, eller har hørt noget som helst om Dharma, men for mig at se, er dét også spiritualitet. Ikke praktiseret i et ophøjet elfenbenstårn eller på Instagrams fotosider, med akrobatiske yogastillinger  og en solstråle, der rammer fotogent ind i den spirituelle markedsføring, men blot simpelt og enkelt, lige her og nu.

Jeg har efterhånden deltaget i utallige spirituelle sammenkomster på tværs af landegrænser og har mødt de dejligste mennesker. Nogle af dem er blevet mine venner og kollegaer. Til gengæld har jeg også mødt den narcisistiske del af yogaen. Der hvor man helst skal passe ind i en stereotyp af en “rigtig” yogi. Hvor der under overfladen ulmer en mobbekultur, udført i den perfekte asana og udtale  på Sanskrit,  recitering af Sutras og Tattvas, streng vegansk diæt, osv.

Man kan være pakket nok så meget ind i hvide gevandter, stramtsiddende Lululemon tights, malaer og  rejser til utallige Ashrams i Indien, men taler man lettere arrogant ned til, eller dårligt om andre mennesker, der spiser hvidt sukker, drikker kaffe, har det forkerte job, ikke dyrker yoga, eller værre endnu…. dyrker yoga på den urigtige måde  o.s.v,  er det måske på tide at få fødderne på jorden og give sig selv lidt mere omsorg.

Tilgive sig selv for ikke at kunne være den perfekte yogi.

Så bliver det også meget lettere at tilgive andre!

Der er en hårfin grænse mellem at lade sit indre spirituelle lys brænde og lade det skinne så stærkt, at det blænder andre.

Som filosoffen Morten Albæk siger: Der findes ikke den perfekte balance – kun den perfekte ubalance.

Uanset om du er yogalærer eller fisker, har du brug for at blive udfordret i dit syn på verden. Det er i diversiteten, vi bliver udfordret og flytter os som spirituelle individer.

 

 

Ulla Upma Kaur Steen