En mental lussing

 

Nogen gange er det godt at få en ordentlig mental lussing. Det sætter hele systemet i alarmberedskab, og ryster dit tilsyneladende stabile fundament i dets grundvold. Sådan en lussing gav jeg mig selv i sidste uge.

Den kom med en kraft som en tsunami, der bare skyllede ind over mig med følelser, jeg ikke var i stand til at kontrollere eller agere i.

Som i naturens verden er der et forvarsel inden tsunamien rammer. Vandet trækker sig tilbage og lader sandbunden stå nøgen et øjeblik, inden bølgen rammer.

Her vil de opmærksomme, der kender til naturens fænomener, allerede være på vej bort fra den truende situation. Metaforisk kan det sammenlignes med intuitionen. Jeg burde have opdaget det, men gjorde det først, da det var for sent. Den følelsesmæssige tsunami kom, og jeg blev rullet rundt i følelsernes hav. En dyb, indgroet frygt og overlevelsesmekanisme, fyldte hele mit univers. Mine overlevelsesmekanismer virkede så rigtige, da jeg rullede rundt i bølgen, men da havet blev stille og jeg fik hovedet oven vande, kom den mentale lussing. I frygtens hav blev gamle mønstre hevet frem, som jeg troede for længst var bearbejdede og ude af mit system!

Hvordan kunne det ske?

At være bevidst og følge den “oplyste vej” er fast arbejde og kræver din opmærksomhed 24/7.  Det er ikke noget man bare lige ordner, ved at købe et par krystaller, læse et par selvhjælpsbøger eller have køleskabet overklistret med citater af forskellige guruer.

Ikke at der er noget galt med ovennævnte, men det er bare ikke nok. Livet vil give dig de benspænd du har brug for, indtil du indser dem på celleniveau, og får fat om roden. Klipper du blot toppen af ukrudtet, vil nye skud vise sig med fornyet kraft.

Det nytter heller ikke noget at ribbe alverdens hylder for spirituelle hjælpemidler. Man kan have samlet utallige kursusbeviser og uddannelser, men det er en værktøjkasse du får foræret. Hammeren slår ikke selv sømmet i og boremaskinen borer ikke hullet i væggen, uden du har fast greb om den og sætter strøm til.

Man kan ikke leve et liv med affirmationer eller kaste symbolske sten og/eller træstykker i havet med indgraverede sætninger, om ting og sager man ønsker fjernet fra sit liv.

Det kan være en god begyndelse, men virker på samme måde som at se en brochure fra et eksotisk ferieparadis, og herefter fortælle sig selv og andre, hvor skønt det var at være på ferie det pågældende sted.

Ploven skal i jorden og arbejdet skal gøres i det virkelige liv. Men for de fleste mennesker kræver det at slippe en fundamental angst for forandring. Dyb forandring. Måske et farvel til det liv du kender og goddag til et helt nyt kapitel.

Det kræver hudløs ærlighed.

Man kan spørge sig selv;  har jeg virkelig forandret mig eller har jeg blot uddannet mig til en spirituel ekspert, der kan citere alverdens kloge udsagn og flytte rundt på disse, således de passer til mine neuroser og den dybe angst for at træffe valg, der griber markant ind i den trygge komfortzone?

Ingen har glæde af skyldfølelse, men selvbedraget ligger snublende nært, hvis man hele tiden undskylder sig selv for uhensigtsmæssige handlemønstre. Det er en jungle med mange fælder. Det sensoriske system som bl.a. omfatter lugte, smerte, syn, lyd osv. sender meddelelser til hjernen og udløser følelser fra tidligere oplevelser… måske endda også  karmiske overføringer fra tidligere generationer. Er vi ikke bevidst om disse mekanismer, får hjernen frit spil til at “oversætte” dem til en forvrænget virkelighed.

Det kan være svært at fjerne sløret fra denne (u)virkelighed. Præcis som Snehvide´s onde stedmor, der kigger i spejlet og forventningsfuldt spørger:  “Lille spejl på væggen der – hvem er den smukkeste i verden her?” Hun får ikke det svar hun ønsker og smadrer spejlet. Hun er arketypen på den spirituelle shopper eller fornægter, der helt sikkert vil søge et nyt “spejl”, der kan give hende præcis det svar, der passer ind i hendes virkelighed.

En mental lussing en gang imellem gør ondt, men måske giver den os muligheden for at se klart og ikke bare læne os tilbage og tro at x antal år og y antal uddannelser har gjort os til fuldstændig oplyste væsner. Det kan lære os, at jo højere vores træ vokser, jo dybere skal rødderne stikke i jorden – ellers vælter vi i den førstkommende storm eller tsunami.

 

Ulla Upma Kaur Steen