fællesskab

Stemningsbillede fra mit Hensyntagende Yogahold, hvoraf nogle snart kan fejre 15 års jubilæum med mig som yogalærer. Hvilken ære!

For et år siden flyttede jeg ud af mit yogastudie, hvor jeg havde boet i næsten 10 år.

Jeg trængte til lidt mere plads, end et værelse på 16 m2 – midt i et travlt yogastudie – kunne tilbyde. Så jeg trak i lykkens galocher, og tog et skridt på ca. 50 km til Odense, min fødeby.

Jeg flyttede ind i den smukkeste og fineste lejlighed man kan tænke sig. Lejligheden ligger højt med en formidabel udsigt ud over byen.

Alt var nyt og veldisponeret. Udlejerne generøse og servicemindede. Der var, og er, intet at sætte en finger på.

Der blev indrettet og kælet for detaljerne. Det var oven i købet en dejlig dansk sommer, så den smukke tagterrasse blev udnyttet fuldt ud.

Min fine sommerterrasse

Men som ugerne og månederne gik, og den umiddelbare “forelskelse” blev hverdag, sneg der sig en fornemmelse af formålsløshed ind. Formålsløshed kan i sig selv være udmærket, da der ikke behøver at være en formål med alt, du gør, men lige i denne situation, følte jeg mig afkoblet.

Rationelt kunne jeg sagtens se mulighederne, og at det nye sted bød på mange spændende og uopdagede oplevelser.

Og så alligevel ikke – for ligegyldigt hvor smukke dine omgivelser er, dur det ikke, hvis dit indre ikke ser det samme.

Jeg savnede noget…..

Det “noget” var lidt tåget i starten, men det stod snart mere klart, at hver gang jeg kørte mod Studio Flow for at undervise, fik jeg den lykkefølelse tilbage, som jeg savnede.

Min seng stod stadig i det lille værelse, og når jeg kunne se mit snit til det, blev jeg der natten over. Min rationelle hjerne fortalte mig, at jeg sparede benzin og CO2 udledning, hvilket jo rent faktuelt er sandt, men jeg kunne godt høre, mit hjerte havde et andet budskab.

Følelsen af at være hjemme er en stærk følelse. Den er ikke bundet op på et slot eller en papkasse – det er noget med at høre til.

Når man har fundet sin “tribe” – mennesker man deler interesse og værdier med, behøver man ikke ændre på sig selv, for at passe ind. Det er befriende og “easy going”.

I Patanjalis Yoga Sutra 2.33, Pratipaksha Bhavana – filosoferes der over tankens kraft. Hvordan den går i loop, hvis den ikke får mulighed for at ændre kurs.

Der er brug for indspark af inspiration og positivitet til at fjerne det negative.

Det er lige præcis, hvad Sadhana (fælles morgenpraksis), Yoga og chanting i fællesskab kan udrette.

Fællesskabet… og måske den bedste form for Yoga…. blomstrer i vores lille yogalounge, hvor yogierne ankommer, drikker the og hænger ud sammen.. Her er venskaber opstået, kærlighedsforhold knyttet og jobtilbud udvekslet.

Kundalini Yoga damer

Et sundt community spreder gode vibrationer, og medvirker til at løfte bevidstheden, spiritualiteten og energien for alle.

Bottom line er, at jeg har sagt min fantastisk smukke lejlighed op, og flytter hjem til mit community igen. Det gamle værelse på 16 m2 bliver dog byttet ud med et lidt større areal i en lejlighed lige ovenpå studiet, som ved et mirakel var blevet ledig, netop da jeg traf min beslutning.

Det er faktisk ikke første gang, jeg oplever at døre åbnes, når jeg træffer en dybfølt og ærlig beslutning. Selv om min revisor synes, jeg bruger for mange penge på flytninger, må jeg fortælle ham, at jeg takker mig selv for alle mine omveje, for det er der, jeg finder hjem til mig selv igen.

I år fylder Studio Flow 10 år – og det skal fejres! Jeg vil være helt tæt på, som jeg har været alle årene, kun afbrudt af det lille sidespring, som jeg har beskrevet ovenfor.

Mit forfængelige håb for fremtiden er, at jeg… og Studio Flow, forbliver åndeligt fleksible, når vi bliver (rigtig) gamle, således vi er i stand til at vælge det, der føles rigtigt, fremfor det konforme.

Brit I Split

Ulla Upma Kaur Steen

Om en lille måned er det eksamenstid for eleverne på 2. årgang af Yogalærer uddannelsen “Essensen af Yoga.”

Det er både opløftende og vemodigt på en gang. Opløftende, fordi jeg med stolthed sender en flok super dygtige yogalærere ud i verden og et nyt hold starter om en uge. Vemodigt, fordi jeg oprigtig kommer til at savne dem!

Jeg er dybt taknemmelig for at have fået lov til at guide disse skønne sjæle gennem et år!

At gennemføre en yogalæreruddannelse er ikke “a walk in the park.” Det er hårdt arbejde, både fysisk og mentalt. Det er en livsforandrende proces. Når de 12 måneder er gået, og man efter en veloverstået eksamen, står med eksamensbeviset i hånden, har man et solidt fundament af viden. Men at mestre det man brænder for, kræver 10.000 timers øvelse. Så rejsen er først lige begyndt.

Selvudvikling

En yogalæreruddannelse er et rum, hvor man kan forære sig selv den samme opmærksomhed, som man i hverdagen giver familien, vennerne eller jobbet. Her, i dette læringsrum, kan opmærksomheden samles om ens egen udviklingsproces.

Jeg ved det lyder som en cliche, men det er lige præcis her, vi har muligheden for at finde os selv. Indløse “billetten” til forandring på et højere og dybere plan.

At finde sig selv er ikke sådan bare lige….. hengemte og støvede pust fra fortiden vil dukke op og blande sig med nye erkendelser. Ofte vil det opleves som to skridt frem og et tilbage.

Der vil også være delelementer i en yogalæreruddannelse, som den enkelte elev anser som mindre væsentlige i ens forestilling om det at være yogalærer. Måske har man en forventning om en meget fysisk anlagt praksis, eller måske søger man primært mod yogaens spirituelle lag. En veldisponeret yogalæreruddannelse bør favne det hele. Det er præcis som isbjerget – 10% er synligt og 90% er gemt under overfladen.

Her kan gruppeenergien være en stor hjælp. Deltagerne på en yogalærerddannelse er ofte sammensat på tværs af alder, fysisk styrke og særinteresser. Fællesnævneren er åbenhed og nysgerrighed. Det viser sig ofte, at det eller den man ved første øjekast vurderede som uinteressant, kan blive det eller den, man lærer mest af.

Fællesskab og venskab – en mental multivitamin

Når vi taler om gruppeenergien, er det fantastisk at opleve de tætte bånd der bliver knyttet – og ikke mindst, hvordan de bånd fortsætter med at være vævet sammen, lang tid efter uddannelsen er stoppet.

De oplevelser der deles, er meget mere værdifulde, end noget man nogensinde kan købe for penge.

At gennemføre en yogalæreruddannelse er en intim og tillidskrævende proces, hvor der skabes et rum fyldt med kærlighed og støtte til hinanden.

Man lærer at vokse gennem konstruktiv kritik, der serveres i sand omsorg og kærlighed. Uden oprigtig interesse i hinanden, risikerer fællesskabet blot at blive overfladisk og ligegyldigt.

For mit eget vedkommende elsker jeg ros og bekræftelse lige så meget som andre mennesker. Jeg er dog samtidig dybt taknemmelig for de mennesker i mit liv, der elskede mig så højt, at de turde råbe vagt i gevær, når jeg var på kollisionskurs med mig selv eller mine omgivelser. Det var selvfølgelig ikke rart i situationen, men resultatet blev, at jeg ikke behøvede at gå en frygtelig lang omvej for at nå mine mål.

Jeg husker en præst engang sagde: “Synd udspringer af frygt. Vi griber til det nærmest mulige i afmagt over ikke at gøre det bedre end vi gør. Vi er ikke små modbydelige sataner, men afmægtige fnug”

Nu taler vi ikke så meget om synd i yogaen som et religiøst begreb, der forudsætter gudstro, men mere om de små og store “synder” vi som “afmægtige små fnug”…. som helt almindelige mennesker i en kompleks verden, hver eneste dag konfronteres med. Det ubevidste, det mørke, Kali energien.

Derfor er det befriende at der findes “fyrtårne”, der kan guide os, mod en mere sikker og direkte vej til målet.

Det vi lærer på yogamåtten, tager vi med i vores dagligdag også udenfor yogastudiet, og det gør en kæmpe forskel i vores eget liv og for de mennesker, der er tæt på os

At være yogalærer handler ikke om at møde op til en yogasession og recitere et yogasæt eller Patanjali´s 8 foldige vej. Det handler om at se eleven/mennesket der hvor vedkommende er i sin udvikling og give støtte og hjælp, når vedkommende er ved at give op.

Ulla Upma Kaur Steen