At komme hjem….

IMG_2441

Stemningsbillede fra mit Hensyntagende Yogahold, hvoraf nogle snart kan fejre 15 års jubilæum med mig som yogalærer. Hvilken ære!

For et år siden flyttede jeg ud af mit yogastudie, hvor jeg havde boet i næsten 10 år.

Jeg trængte til lidt mere plads, end et værelse på 16 m2 – midt i et travlt yogastudie – kunne tilbyde. Så jeg trak i lykkens galocher, og tog et skridt på ca. 50 km til Odense, min fødeby.

Jeg flyttede ind i den smukkeste og fineste lejlighed man kan tænke sig. Lejligheden ligger højt med en formidabel udsigt ud over byen.

Alt var nyt og veldisponeret. Udlejerne generøse og servicemindede. Der var, og er, intet at sætte en finger på.

Der blev indrettet og kælet for detaljerne. Det var oven i købet en dejlig dansk sommer, så den smukke tagterrasse blev udnyttet fuldt ud.

 

50ED8650-83F7-4AF0-B60F-48A7FE7ED442

Min fine sommerterrasse

Men som ugerne og månederne gik, og den umiddelbare “forelskelse” blev hverdag, sneg der sig en fornemmelse af formålsløshed ind. Formålsløshed kan i sig selv være udmærket, da der ikke behøver at være en formål med alt, du gør, men lige i denne situation, følte jeg mig afkoblet.

Rationelt kunne jeg sagtens se mulighederne, og at det nye sted bød på mange spændende og uopdagede oplevelser.

Og så alligevel ikke – for ligegyldigt hvor smukke dine omgivelser er, dur det ikke, hvis dit indre ikke ser det samme.

Jeg savnede noget…..

Det “noget” var lidt tåget i starten, men det stod snart mere klart, at hver gang jeg kørte mod Studio Flow for at undervise, fik jeg den lykkefølelse tilbage, som jeg  savnede.

Min seng stod stadig i det lille værelse, og når jeg kunne se mit snit til det, blev jeg der natten over. Min rationelle hjerne fortalte mig, at jeg sparede benzin og CO2 udledning, hvilket jo rent faktuelt er sandt, men jeg kunne godt høre, mit hjerte havde et andet budskab.

Følelsen af at være hjemme er en stærk følelse. Den er ikke bundet op på et slot eller en papkasse – det er noget med at høre til. 

Når man har fundet sin “tribe” – mennesker man deler interesse og værdier med, behøver man ikke ændre på sig selv, for at passe ind. Det er befriende og “easy going”.

I Patanjalis Yoga Sutra 2.33, Pratipaksha Bhavana – filosoferes der over tankens kraft. Hvordan den går i loop, hvis den ikke får mulighed for at ændre kurs.

Der er brug for indspark af inspiration og positivitet til at fjerne det negative. 

Det er lige præcis, hvad Sadhana (fælles morgenpraksis), Yoga og chanting i fællesskab kan udrette.

Fællesskabet… og måske den bedste form for Yoga…. blomstrer i vores lille yogalounge, hvor yogierne ankommer, drikker the og hænger ud sammen.. Her er venskaber opstået, kærlighedsforhold knyttet og jobtilbud udvekslet.


IMG_2428

Kundalini Yoga damer

 

Et sundt community spreder gode vibrationer, og medvirker til at løfte bevidstheden, spiritualiteten og energien for alle.

Bottom line er, at jeg har sagt min fantastisk smukke lejlighed op, og flytter hjem til mit community igen. Det gamle værelse på 16 m2 bliver dog byttet ud med et lidt større areal i en lejlighed lige ovenpå studiet, som ved et mirakel var blevet ledig, netop da jeg traf min beslutning.

Det er faktisk ikke første gang, jeg oplever at døre åbnes, når jeg træffer en dybfølt og ærlig beslutning. Selv om min revisor synes, jeg bruger for mange penge på flytninger, må jeg fortælle ham, at jeg takker mig selv for alle mine omveje, for det er der, jeg  finder hjem til mig selv igen.

I år fylder Studio Flow 10 år – og det skal fejres! Jeg vil være helt tæt på, som jeg har været alle årene, kun afbrudt af det lille sidespring, som jeg har beskrevet ovenfor.

Mit forfængelige håb for fremtiden er, at jeg… og Studio Flow, forbliver åndeligt fleksible, når vi bliver (rigtig) gamle, således vi er i stand til at vælge det, der føles rigtigt, fremfor det konforme.

 

IMG_2831

Brit I Split

Ulla Upma Kaur Steen

Ny bog om Sikhisme

Stine Ballisager og Ann-Louise Ljungcrantz har her i slutningen af 2019 udgivet en lærebog om sikhisme på forlaget Systime.

Jeg kan kun anbefale alle, der har interesse i sikhisme, at købe bogen.  Den er grundig i sin research og nem at forstå.

Under bogens udarbejdelse blev jeg spurgt, om jeg ville interviewes til bogen – og det ville jeg selvfølgelig gerne.

Der er sidst i bogen  interviews med tre Kundalini Yoga lærere – to fra Los Angeles og et med mig fra DK.

Du kan læse mit her:

I Danmark er Kundalini Yoga vokset siden 2003. Selvom instruktøruddannelsen ikke er  koblet til religionen eller SikhDharma, kan man spore en inspiration fra Yogi Bhajan og sikh værdier og forestillinger. Ulla Upma Kaur Steen er uddannet internationalt certificeret Kundalini Yoga instruktør og meditationslærer (IKYTA & 3HO). Hun er desuden indehaver af Studio Flow, som tilbyder undervisning i Kundalini Yoga.

Interview med Ulla Upma Kaur Steen

Hvad betyder Kundalini Yoga for dig?

Jeg har dyrket yoga i mange år. Jeg underviser i yoga, hver dag, nogen gange flere gange om dagen. Det betyder selvfølgelig rigtig meget for mig. Det er mit liv. Jeg bor i mit yogastudio, jeg tænker yoga og lever yoga. Efter Kundalini Yogaen er kommet ind i mit liv, er det som om, at jeg er gået fra et sort/hvid TV til farve TV. Ikke at Hatha Yoga eller andre former for yogaformer er uinteressante. Sort/hvid-film kan være fascinerende og stemningsfyldte og give et kunstnerisk look. Farve TV giver blot flere muligheder, nuancer og måske også et mere virkelighedsnært billede.

Vil du karakterisere Kundalini Yoga som en spirituel praksis?

I al den tid jeg har været yogalærer, har jeg set folk komme til Yoga af mange forskellige grunde. Smerter i ryggen, ømme skuldre, overvægt, depression osv. osv. Alle disse fysiske skavanker har Yoga i bred forstand positiv indvirkning på. Der er en risiko for, at man mister interessen for sagen, hvis der kun fokuseres på det fysiske. Der findes mange “shoppere” inden for behandlingssektoren, som aldrig rigtig finder ro, men søger rundt efter det mirakelmiddel, der kan hjælpe dem – måske nogen gange uden at vide, hvad de egentlig ønsker hjælp til. Det er ikke op til mig at dømme, om det er rigtig eller forkert, men jeg kan blot konstatere, at de deltagere jeg har på mine Kundalini Yoga-hold, er stabile i deres praksis. De beretter om fysisk velvære kombineret med en dybere forståelse af sig selv. Som Yogi Bhajan siger: “We are spiritual beings born for having a human experience. We are not human beings born for a spiritual experience”. Kundalini Yoga rummer det hele. Den kaldes også “Bevidsthedens Yoga”. Når vi ikke lytter til os selv og vores medfødte intuition, risikerer vi at blive ulykkelige og begrænsede. Jo, Kundalini Yoga er en spirituel praksis!

Opfatter du dig selv som et religiøst eller spirituelt menneske eller ingen af delene?

Jeg vil ikke betegne mig selv som religiøs, da jeg ikke bekender mig til nogen bestemt religion, men jeg betragter helt sikkert mig selv som et spirituelt væsen. For mig er Gud ikke en magt, men mere en fornemmelse af, at der findes noget større end mennesket og menneskeheden. Ganske som Prana (livsenergien) ikke ophører med at eksistere, når jeg stopper med at trække vejret. Jeg nærer mig ved Pranas tilstedeværelse, så længe jeg er i min fysiske krop. Når jeg engang er væk, fortsætter kraften uforstyrret. Det er en kraft, der altid vil være her for alt levende og til al evighed. I naturen, i universet…. overalt!

Hvad er ifølge dig den vigtige lære af Yogi Bhajan?

Det er nok det sværeste spørgsmål, du stiller mig her. Der er så meget jeg kunne fremhæve. Yogi Bhajan efterlader en kæmpe arv til os alle i form af bøger og videoer fra hans forelæsninger. Men selvfølgelig er der noget, der ræsonnerer mere end andet! Rigide regler, dogmer og begrænsninger bryder jeg mig ikke om. I modsætning til mange andre religiøse filosofier er Kundalini Yoga dejlig fri af snærende dogmer. Gennem hundredevis af generationer har Kundalini Yoga været en praksis for den enkelte. At finde sin egen sandhed og styrke ens højere bevidsthed. Præcis som i Sikhismen plæderer man ikke for en bestemt vej. Der er mange veje til det samme mål. Der behøver ikke være en buffer mellem Gud og dig. Det, du kan gøre, er at være stabil i din praksis og dermed blive et bedre menneske til gavn for dig selv og andre. Som kvinde kan jeg heller ikke lade være med at prise Yogi Bhajan for hans kvindesyn. Han ophøjede kvinder, mente det var dem der skulle redde verden. Han tordnede mod amerikanernes udtryk “chicks” om kvinder. Han sagde derimod: “You believe the woman is a doormat. I believe waman is the door to God. You believe the woman is the chick and I believe she is the eagle. Her sway and her grace is keeping the Earth in its own place”.

Føler du en samhørighed med sikherne i Danmark?

Jeg vil ikke sige, at jeg føler en samhørighed, da jeg ikke selv er sikh, men jeg har dyb respekt for deres menneskesyn og praksis. Jeg bærer turban og kan ikke lade være med at få et lille sug i maven, når jeg ser stolte sikher træde i karakter i forskellige samfundsforhold. Turbanen skal behandles med respekt, og jeg prøver selv at efterleve dette tegn på ydmyghed. Jeg bærer den altid af respekt, når jeg underviser. Jeg “låner” jo deres visdom!

Vil du definere dig selv som sikh. Hvorfor/hvorfor ikke?

Jeg er nok det, man vil kalde “en wannabe sikh”. Jeg har tit flirtet med tanken om at konvertere – gå hele vejen. Men som jeg tidligere har nævnt, har jeg det bedst når jeg er helt fri. Jeg tænker også, at Gud nok er lidt ligeglad. Bare jeg gør det bedste jeg kan!

 

 En skøn sommerdag i 2018, hvor jeg underviste i Kundalini Yoga midt på Rådhuspladsen i København i forbindelse med sikhernes Turbandag.

 

 

At gå hele vejen

IMG_3111

Om en lille måned er det eksamenstid for eleverne på 2. årgang af Yogalærer uddannelsen “Essensen af Yoga.”

Det er både opløftende og vemodigt på en gang. Opløftende, fordi jeg med stolthed sender en flok super dygtige yogalærere ud i verden og et nyt hold starter om en uge. Vemodigt, fordi jeg oprigtig kommer til at savne dem!

Jeg er dybt taknemmelig for at have fået lov til at guide disse skønne sjæle gennem et år!

At gennemføre en yogalæreruddannelse er ikke “a walk in the park.” Det er hårdt arbejde, både fysisk og mentalt. Det er en livsforandrende proces. Når de 12 måneder er gået, og man efter en veloverstået eksamen, står med eksamensbeviset i hånden, har man et solidt fundament af viden. Men at mestre det man brænder for, kræver 10.000 timers øvelse. Så rejsen er først lige begyndt.

Selvudvikling

En yogalæreruddannelse er et rum, hvor man kan forære sig selv den samme opmærksomhed, som man i hverdagen giver familien, vennerne eller jobbet. Her, i dette læringsrum, kan opmærksomheden samles om ens egen udviklingsproces.

Jeg ved det lyder som en cliche, men det er lige præcis her, vi har muligheden for at finde os selv. Indløse “billetten” til forandring på et højere og dybere plan.

At finde sig selv er ikke sådan bare lige…..  hengemte og støvede pust fra fortiden vil dukke op og blande sig med nye erkendelser. Ofte vil det opleves som to skridt frem og et tilbage.

Der vil også være delelementer i en yogalæreruddannelse, som den enkelte elev anser som mindre væsentlige i ens forestilling om det at være yogalærer. Måske har man en forventning om en meget fysisk anlagt praksis, eller måske søger man primært mod yogaens spirituelle lag. En veldisponeret yogalæreruddannelse bør favne det hele. Det er præcis som isbjerget – 10% er synligt og 90% er gemt under overfladen.

Her kan gruppeenergien være en stor hjælp. Deltagerne på en yogalærerddannelse er ofte sammensat på tværs af alder, fysisk styrke og særinteresser. Fællesnævneren er åbenhed og nysgerrighed. Det viser sig ofte, at det eller den man ved første øjekast vurderede som uinteressant, kan blive det eller den, man lærer mest af.

Fællesskab og venskab – en mental multivitamin

Når vi taler om gruppeenergien, er det fantastisk at opleve de tætte bånd der bliver knyttet – og ikke mindst, hvordan de bånd fortsætter med at være vævet sammen, lang tid efter uddannelsen er stoppet.

De oplevelser der deles, er meget mere værdifulde, end noget man nogensinde kan købe for penge.

At gennemføre en yogalæreruddannelse er en intim og tillidskrævende proces, hvor der skabes et rum fyldt med kærlighed og støtte til hinanden.

Man lærer at vokse gennem konstruktiv kritik, der serveres i sand omsorg og kærlighed.  Uden oprigtig interesse i hinanden, risikerer fællesskabet blot at blive overfladisk og ligegyldigt.

For mit eget vedkommende elsker jeg ros og bekræftelse lige så meget som andre mennesker. Jeg er dog samtidig dybt taknemmelig for de mennesker i mit liv, der elskede mig så højt, at de turde råbe vagt i gevær, når jeg var på kollisionskurs med mig selv eller mine omgivelser. Det var selvfølgelig ikke rart i situationen, men resultatet blev, at jeg ikke behøvede at gå en frygtelig lang omvej for at nå mine mål.

Jeg husker en præst engang sagde: “Synd udspringer af frygt. Vi griber til det nærmest mulige i afmagt over ikke at gøre det bedre end vi gør. Vi er ikke små modbydelige sataner, men afmægtige fnug”

Nu taler vi ikke så meget om synd i yogaen som et religiøst begreb, der forudsætter gudstro, men mere om de små og store “synder” vi som “afmægtige små fnug”…. som helt almindelige mennesker i en kompleks verden, hver eneste dag konfronteres med. Det ubevidste, det mørke, Kali energien.

Derfor er det befriende at der findes “fyrtårne”, der kan guide os, mod en mere sikker og direkte vej til målet.

Det vi lærer på yogamåtten, tager vi med i vores dagligdag også udenfor yogastudiet, og det gør en kæmpe forskel i vores eget liv og for de mennesker, der er tæt på os

At være yogalærer handler ikke om at møde op til en yogasession og recitere et yogasæt  eller Patanjali´s 8 foldige vej. Det handler om at se eleven/mennesket der hvor vedkommende er i sin udvikling og give støtte og hjælp, når vedkommende er ved at give op.

 

Ulla Upma Kaur Steen

Jul, Yoga og Spiritualitet

Jul, Yoga og Spiritualitet

Af Yogalove blogger Ulla Steen

Den 24. december fejrer vi fødselsdag for en Siddha, en fredsbebuder – en spirituel mester, som blev født for ca. 2018 år siden.

Det budskab som dengang blev bragt til menneskeheden, var meget lig det, som buddhistiske munke, indiske guruer og Dalai Lama for den sags skyld, har til vor tids mennesker….. Enkelhed, ydmyghed og næstekærlighed.

Tab af tro og spiritualitet

Da vores Siddha blev født i år 0, var Romerriget i opløsning på grund af dekadence,
materialisme, sociale og religiøse forandringer. Det ligger snublende nært at trække en parallel til vores tid. Når troen og spiritualiteten skubbes længere og længere bort til fordel for grådighed og umenneskelighed, er der en stor risiko for, at det enkelte menneskes eneste mål i livet er drevet af begær, arrogance, hovmod, griskhed og jalousi.

Som gøgleren og filmskaberen Erik Clausen udtalte i et interview: “ Den største ulykke for os moderne mennesker er, at vi lever uden Gud” Hermed mener han nok ikke bogstavelig talt Gud, men måske mere vores mangel på åndelige, menneskelige og sociale værdier.

Idealmennesket

På byzantinske malerier af Jesusbarnet og Jomfru Maria, vil de ofte være afbilledet
med en halo (glorie) om hovedet. Det signalerer til beskueren, at her har vi at gøre
med et helt specielt menneske, ofte i forbindelse med uegennyttig livsførelse.

Det fremstiller idealmennesket, lyset og det ufejlbarlige.

Det findes desværre nok ikke i rendyrket form. Søger man det, ligger hykleriet lige for.

Det vidste vores Siddha fra år 0 godt. Men han vidste også, at vi alle rummer den samme mulighed for at lyse.

Som Yogi Bhajan siger: “Everybody is a candle, true. But everybody is not lit”

Det kræver øvelse… en fast og stabil spirituel praksis at få “lys i pæren”, da vi som mennesker er i evig konflikt os selv. En konflikt mellem egoet og altruismen. Et emne utallige digtere, forfattere og filmskabere har beskæftiget sig med, da det ræsonnerer i alle menneskelige livsvilkår.

Det eneste værn mod at lade det mørke få overtaget, er et stabilt og vedvarende arbejde med sig selv. Vi alle rummer “the dark side” og den eneste måde vi kan bekæmpe det, er ved at kigge indad, og forstå os selv og dermed andre. Som det siges klart og tydeligt i 1. sutra i Kundalini yogaens 5 sutras: “Recognize that the other person is you”

Meditation

I Kundalini Yoga har vi et begreb som hedder The Arcline, hvilket kan sammenlignes
med de ikoniske afbildninger af den lysende cirkel omkring hovedet på helgener, guder og guruer. The Arcline er den 6. “krop” i “The Ten Bodies”, som er en eksistentiel lære om det at være menneske på mange planer, ikke kun det fysiske. En stærk Arcline betyder, at man har integritet og autencitet og ikke kun leverer tomme ord og floskler, man omsætter ord til handling, til gavn for sig selv og sine medmennesker.

Du kan ikke købe dig til autencitet og integritet. Der er kun en vej og den går gennem fordybelse, meditation og selvforståelse. Det har vise mænd og kvinder vidst i alle tider. Det er ikke breaking news. Min julegave til dig er en meditation til at styrke din Arcline. Den passer så fint ind i julens budskab, så sæt dig på din yogamåtte eller i en blød stol, luk øjnene og tag et par dybe åndedræt.

Sæt musik på anlægget – gerne “Wahe Guru – Connection and Intuition” med Mirabei

Ceiba fra albummet “Sacred Love Meditations” Følg den vedlagte meditations “opskrift”, og den gode julestemning vil stige i takt med hver Wahe Guru, som oversat betyder, at gå glædesfyldt fra mørke til lys – fra ignorance til forståelse.

Bare et lille godt råd, som alternativ til at spurte rundt med stress og overtræk på
kontoen.

God Jul

Ulla Upma Kaur Steen

 

Meditation for rensning af “The Arcline” og Karmiske ophobninger

Undervist første gang af Yogi Bhajan August 1996.

Siddestilling og mudra: Sid i Easy Pose med ret ryg. Lad overarme og albuer være afspændte og lad underarmene strække lige ud fra kroppen. Håndfladerne åbne og pegende op mod himlen. Lad nu håndfladerne samle sig til en lille skål og placer dem ca. 10 cm over knæene.

Bevægelse: Skub armene op, stræk hænderne og armene så langt bagover skuldrene som du kan. Det er lidt ligesom du løfter vand op fra punktet over knæene og kaster det bagover dine skuldre, mens du giver et lille skub med håndleddene.

Gentag bevægelsen. Bevægelsen er blød, elegant og flyder med musikken og mantraet Wahe Guru.

Du kan chante mantraet Wahe Guru mentalt eller bruge din stemme.

Drishti: Øjnene er lukkede

Afslutning: Tag en dyb indånding og stræk din hænder og arme så langt tilbage i bevægelsen som muligt. Hold din indånding 10-15 sekunder. Udånding. Gentag 3 gange og afspænd i hele kroppen. 

Tid:11 – 31 minutter

 

 

Solhilsen – Surya Namaskar

IMG_4772

Hvad kan være mere oplagt – midt i det varmeste forår og den begyndende sommer, end at forære dig den smukkeste Solhilsen.

Vinden fra havet, den søde, friske, forførende duft af nyudsprungne blomster i skovbunden og de lange lyse sommernætter.

Sommerens magi indfanget lige før solen sender sine sidste stråler over landskabet, og månen står klar til at tænde nattens lys.

Tryk blot på billedet herover, læn dig tilbage, lad dig inspirere og nyd skønne Anne Skov´s sublime udførelse af  Studio Flow´s “Surya Namaskar”.

God fornøjelse!

DSC_4165ps2

 

Ulla Upma Kaur Steen

At være alt og ingenting

IMG_E3993

Det har ikke altid været sådan…. det der med at rejse alene. Den fantastiske følelse af at være “Mrs. Nobody”……. det er frihed i yderste potens. Det startede med et kæresteforhold, der ophørte lige før en planlagt rejse.  Jeg valgte at tage afsted alene – og siden da, har sødmen ved at have ultimativ frihed til at træffe egne valg, smagt mig rigtig godt. Det styrker tilliden og intuitionen i udstrakt grad, specielt hvis man rejser i lande, hvor lidt rustent skoleengelsk ikke altid er tilstrækkeligt.

Det med at kunne være i sin essens, uden forhistorie, uden nogen har forudindtaget opfattelse af hvem du er, giver en letheds- og lykkefølelse, som jeg kun oplever på samme måde i yogaens univers. Her har vi ikke brug for salgstaler eller fancy ord. Ingen behøver at spørge til din titel, din profession, single eller gift, din sexualitet, om du er supermor, superfar, gammel, ung, vegetar eller kødspiser….. vi er bare ren energi og kommunikerer med accept.

Lige nu, hvor jeg er i Mexico, er der mennesker omkring mig, der kun taler spansk. Jeg taler ikke spansk, men forstår præcis det jeg har brug for at forstå. Ligesom den indianske massørs hænder forstår mit kropssprog og med lethed finder frem til de ømme muskler, forstår jeg havemandens kærlighed til naturen, når jeg sidder på min lille jungle patio, og ser hvordan de passer og plejer hver enkelt plante og dyr med respekt. Jeg kan se og forstå stoltheden over deres historie og traditioner. Det behøver ingen ord, men lyser ud af deres glæde ved at servere traditionel mexicansk mad og vise de fysiske rester af deres forfædres storhed frem. Ligesom min spansktalende guide forstår følelsen af ydmyghed, når jeg en tidlig morgen ved solopgang, står foran Maya pyramiden og stille lader tårerne få frit løb.

At kunne være alene eller sammen, uden etiket, uden varebetegnelse, er det mest udrensende og befriende jeg kan forestille mig. Når du først har sluppet løgnen, forstillelsen, maskeraden, er der ingen vej tilbage til den tilværelse, der pegede frem mod en nødvendig erkendelse af et kursskifte i livet.

Alle de begrænsninger vi ubevidst eller bevidst sætter op for os selv, spænder ben for at leve livet fuldt ud. Det er en kæmpe frihedsfølelse ikke at have noget du skal forsvare eller forklare, men blot frit kan navigere i livet, uden selvbestaltede regler, forestilllinger og alt for mange ord om det, du tror er lykkens vej. Det er som regel ego´ets vej, og det er meget små krummer, der falder fra det bord.

I morgen tager jeg fra Chichen Itza og videre til Tulum. Her skal jeg dyrke Kundalini yoga med ligesindede og engelsksprogede. Det bliver et andet setup, men det glæder jeg mig også til! Her er det yogaen der taler, og dét sprog er universelt.

Ulla Upma Kaur Steen

img_3926-1.jpg

IMG_3917 (1).jpg

Link til en magisk morgen ved pyramiderne her

Hatha Yoga

DSC01636

På fredag starter det 5. modul af vores yogalæreruddannelse her i Studio Flow. Overskriften er Hatha Yoga. Denne del af yogaen har ikke fået så meget energi her på bloggen, så det retter vi lidt op på her.

Hatha yoga plejer jeg at kalde yogaens modertræ, hvor alle andre yogaforgreninger har vokset sig mere eller mindre levedygtige. Bliver vi i træ metaforen, adskiller Kundalini yoga sig fra Hatha yoga på den måde, at de begge er træer, men forskellige træarter.

Oprindelse

Selvom Yoga er ikke knyttet til nogen bestemt religion, har Hatha yogaen sit udspring i Hinduismen, hvor den største population findes i Indien og Nepal. Kundalini yoga udspringer fra Sikhismen, der stammer fra Punjab ikke langt fra Lahore i det nuværende Pakistan.

At dyrke yoga er forholdsvis nyt i Vesten, hvis man sammenligner med, hvor mange tusindvis af år, denne praksis har været kendt i fjernere egne af kloden.

For ca. 5000 år siden fandt man de Vediske tekster, som er de første beviser på at præster og lærde, efter intens meditation, oplevede esoterisk visdom, som de nedskrev i Vedaerne.

Herefter fulgte Upanishads, som ligger til grund for indisk filosofi. En samling af nedskrevne fundamentale læringer som bl.a. Karma (handling), Samsara (reinkarnation), Moksha (nirvana), Atman (sjælen) og Brahman (det absolutte Guddommelige).

Yoga dengang og idag

Upanishad betyder: “Sidde ned tæt ved”. Lytte til en spirituel lærer eller mester. Det giver god mening i den tids kontekst. Vi kender det fra det antikke Grækenland, hvor elever sad og lyttede til filosoffer og lærermestre, for dermed kunne bringe lærdommen videre. Det samme var tilfældet med den tids yogier. Det var en slags mesterlære “at sidde ved siden af den oplyste”. Det er først langt senere, at den fysiske del  af yogaen kom til. Her skal vi hen til Patanjalis Yoga Sutras, “The eight limps of yoga” og helt frem til Tantra yogaen. Den, der i dag danner grundlag for det, vi kender som Hatha Yoga.

Det fysiske var ikke så vigtigt som det energetiske. De lagde selvfølgelig vægt på at have en sund og velfungerende krop, men mere som et slags siddende tempel for “The Spirit”. Kroppen var et redskab givet af Gud. Præcis som vi trives bedst i et rengjort hjem, hvor der luftes regelmæssigt ud, og hvor lyset kan finde vej gennem vinduerne, trives sjælen/sindet i en balanceret krop. 

Alene det at vi i dag står op og udfører Asanas, (yogastillinger) som oversat betyder “at sidde” er forholdsvist nyt. I de oprindelige tekster og udførelser mente man ikke, at stående stillinger ville tilføre tilstrækkelig prana (livsenergi) til kroppen. At sidde i meditationsstilling, det som vi kalder “easy pose” eller “lotus pose”, blev opfattet som den korrekte yogastilling, hvis man skulle opnå højere bevidsthedsniveau. En non-dualistisk tilstand, som forbinder udøveren til det universelle. 

I vores moderne verden opleves dette måske som religiøst, højpandet vrøvl. Det er fuldt forståeligt. Vi bor ikke i huler eller klostre højt oppe i Himalya. Vi dyrker yoga i overfyldte, svedige rum, på plasticmåtter, i tøj der ligger langt fra de yogier, jeg har set ved foden af Ganges, der var nøgne og smurt ind i aske. Vi dyrker yoga mest for at se godt UD og ikke så meget for at se bedre IND. 

Vi lever i en anden virkelighed. Vi kan ikke adoptere de gamle yogiers livsstil. Det ville være patetisk og urealistisk. Vi må gøre det på vores måde og i vores tid.

For mig er Gud ikke en magt, men mere en fornemmelse af, at der findes noget større end mennesket og menneskeheden. Ganske som Prana (livsenergien) ikke ophører med at eksistere, når jeg stopper med at trække vejret. Jeg nærer mig ved Pranas tilstedværelse, sålænge jeg er i min fysiske krop. Når jeg en gang er væk, fortsætter kraften uforstyrret. Det er en kraft, der altid vil være her for alt levende og til al evighed. I naturen, i universet…. overalt. 

Den hedonistiske trædemølle

Siden Krishnamacharya i 1920´erne startede den første yogaskole i Mysore i Indien, har yogaen spredt sig til hele verden.

Man skal søge intensivt for at finde et vestligt land, hvor der ikke er mulighed for at dyrke yoga i en eller anden form. Den hedonistiske trædemølle som mange af os løber rundt i, gør os ikke lykkelige, og her byder yogaen ind med et fristed for det moderne menneske – et sted hvor vi kan give slip for et øjeblik. Det afspejles også i yogaen. Utallige nye yogaformer har set dagens lys. Da jeg startede yoga for mange år siden, var Hatha Yoga, Iyengar Yoga og Asthanga Yoga de eneste yogaformer, jeg kendte til her i Danmark. Indenfor de sidste 10 år er antallet eksploderet. De fleste er udviklet i vestligt regi, med rødder i Hatha Yogaen. Her blot et lille udpluk:

Anusara Yoga, Hot Yoga, Arial Yoga, Sup Yoga, Acro Yoga, Aqua Yoga og mange, mange flere

Det viser blot yogaens evne til at udtrykke sig i forskellige former, og at der ikke findes en entydig sandhed, udover den der ligger i hjertet af hver enkelt yoga udøver.

 

Ulla Upma Kaur Steen

 

Har du lyst til at læse mere om Flow yogalæreruddannelsen, kan du se mere her

 

 

Sodarshan Chakra Kriya – “lykkepillen” uden bivirkninger

 

They-Said-It

For ca. halvandet år siden var jeg i Los Angeles hvor jeg deltog i “21 Stages of Meditation”. En uge i selskab med utallige andre kundalini yogier fra hele verden og ikke mindst underviserne Harijiwan and Tej, som begge har været elever hos Yogi Bhajan.

Det var en hård uge på mange måder. Dels at sidde i et overfyldt yogalokale tæt på Venice beach, mens solen strålede fra en skyfri himmel udenfor vinduerne. Velvidende at du først blev “sluppet løs” sidst på dagen, efter 8-9 timer på yogamåtten.

Hele ugen bestod af meditationer i varierende sværhedsgrad og tidsintervaller. Jeg tror alle mine deltagere kender anstrengelsen ved at sidde i Easy Pose og  holde armene over hovedet i 11 minutter.  Der er heller ingen tvivl om nydelsen, når armene sænkes og energien flyder frit og berusende gennem kroppen.

Mange af meditationerne på “21 stages of meditation” svingede tidsmæssigt mellem 31 – 62 minutter. Det var hårdt, selv for en garvet yogalærer – “trust me”!! Men til gengæld også efterfølgende proportionelt velgørende.

Sodarshan chakra kriya var programsat til 2,5 time, den sidste dag på uddannelsen. Jeg frygtede på forhånd at jeg ikke ville kunne gennemføre. Jeg prøvede at overbevise mig selv om at det nok skulle gå……?? og at det var helt i orden, hvis jeg måtte kaste håndklædet i ringen og stoppe før tid.

Sådan gik det heldigvis ikke. Jeg gennemførte…. Der skete nemlig det, at sindet, tankerne, bekymringerne o.s.v. forsvandt og kroppen overtog. Oplevelsen af stilhed helt inde i knoglerne havde jeg aldrig nogensinde prøvet før, og da de 2,5 time var gået, kunne jeg mentalt godt have fortsat. Jeg indrømmer dog, at følelsen af at have to ben forlængst var forsvundet!

Hvorfor?

Sodarshan chakra Kriya er en af det absolut mest kraftfulde, effektive og udrensende meditationer der findes.  Som Yogi Bhajan siger:

“Conquer your mind and you will conquer the world

Which mind?

The Conscious mind? No.

The supreme conscious mind? No

Which mind? The subconscious mind.

If you conquer your subconscious mind, then you win the world.”

Sodarshan chakra Kriya er udrensende for kroppen på mange forskellige planer. Underbevidstheden som Yogi Bhajan refererer til i citatet ovenover, er en af de faktorer som spænder allermest ben for os på det mentale plan. Den kører “showet” 95% af tiden, baseret på instinkter og tidligere oplevelser i livet.

Et eksempel:

For mange år siden arbejdede jeg på et kontor. En af mine kollegaer var en yngre svensk kvinde med et iltert temperament. Man kunne tydeligt se, at hun kæmpede med de 95% ubevidsthed, der var ved at eksplodere hele tiden, men oftest kunne hun styre det, ved at sætte de 5% bevidsthed i som prop. Ingen tvivl om, hun var bange for den vulkan, der sydede og hele tiden var på randen af udbrud.

Og selvfølgelig sprang proppen af på de mest uhensigtsmæssige tidspunkter. Folk begyndte at trække sig fra hende. Det var simpelthen så ærgerligt, fordi hun havde faktisk de bedste intentioner, men formåede ikke at få dem til at brænde igennem den ildspyende facon. Det blev hendes karma. Folk trak sig og undgik hende i både arbejdsmæssige og sociale sammenhænge.

Havde jeg vidst, hvad jeg ved i dag, ville jeg helt sikkert have givet hende Sodarshan chakra Kriya. Om hun så ville have benyttet sig af den, tør jeg ikke gætte på. Men den ville helt sikkert have fået hendes gode intentioner til at skinne tydeligere igennem den tunge vulkan tåge.

Sodarshan chakra kriya er som en effektiv rengøringshjælp, der fjerner alt det ophobede “snavs.” Flytter lidt om på procentsatserne, således det bevidste efterhånden tilegner sig lidt mere terræn.

Du behøver ikke sidde i 2,5 time hver dag… bare et par minutter vil gøre en kæmpe forskel. Du kan starte blidt og langsomt arbejde dig fremad. Ligesom eventyret om Haren og Skildpadden. Stille og roligt arbejde sig hen mod målet!

 

Udførelse af Sodarshan chakra kriya

b724f77d78e5bdb89bf1a048cda112b8

Sid i Easy Pose (skrædderstilling) eller på en stol med en let Jalandhar Bandha (halslås)

Drishti (fixpunkt) er næsetippen. Sodarshan chakra kriya udføres ikke med lukkede øjne.

Mantra: Wha-Hay Guroo (betyder ekstase og repræsenterer højere bevidsthed. At chante dette mantra, tiltrækker guddommelig energi)

Mudra og åndedræt: Luk højre næsebor med højre tommelfinger. Indånd langsomt gennem venstre næsebor. Samtidig med at du mentalt chanter Wha-Hay-Guroo 16 gange, pumper du navlen 3 gange. 1 gang for Wha, 1 gang for Hay og 1 gang for Guroo. Ialt 48 ubrudte pump. (Se modifikationer nedenfor).

Herefter flytter du tommelfingeren væk fra højre næsebor samtidig med at du lukker venstre næsebor med lille- eller pegefinger og foretager en dyb udånding gennem højre næsebor.

Processen gentages (se nedenfor med hensyn til tidsintervaller).

Afslutning: Foretag en indånding gennem begge næsebor. Hold indåndingen inde i 5-10 sekunder og foretag en lang udånding. Stræk armene over hovedet og ryst hele kroppen i et minut, så energien kan fordeles.

Der er ingen faste forskrifter for, hvor længe du tidsmæssigt bør eller kan blive i Sodarshan chakra Kriya. Det afhænger af din formåen, træning osv. Herunder vil jeg dog angive forskellige trin i processen, således du kan starte mere forsigtigt, og langsomt arbejde dig frem.

Udfør kriya´en hver dag, for at opnå de bedste resultater. Du kan tilpasse tiden til din hverdag, således det ikke bliver endnu et stress moment.

 

Sodarshan chakra kriya for begyndere:

Pump 1 gang for hver gentagelse af mantraet “Wah Hey Guru”, således du pumper 16 gange pr. holdt åndedræt. Pump let, indtil det føles ok. Du kan starte med 3 minutter og langsomt over tid, forøge tiden til 11 minutter.

Sodarshan chakra kriya for let øvede:

Pump to gange for hver gentagelse af mantraet “Wah Hey Guru”, gerne med kraftfuld pump af maven. Fra 11 minutter til 22 minutter til 31 minutter.

Sodarshan chakra kriya for øvede

Pump tre gange for hver gentagelse af mantraet “Wah Hey Guru”, kraftfuldt, 31 minutter.

Perfektion af Sodarshan chakra kriya

Pump tre gange for hver gentagelse af mantraet “Wah Hey Guru” kraftfuldt, 62 minutter op til 2,5 time

Forholdsregler

Sodarshan chakra Kriya har utallige helbredsmæssige fordele. Dog frarådes den til gravide, mennesker med åndedrætsbesvær, hvis du er nyopereret i mave eller brystregion, indtager stærk psykofarmaka, eller lignende medicinske tilstande hvor mavepumpning ikke er tilrådeligt. Tal altid med din læge hvis du er i tvivl.

Sidst, men ikke mindst….. træn den med din yogalærer. Det er sikrest og bedst. Når du mestrer teknikken, kan den udføres hvorsomhelst og nårsomhelst.
Unknown

Til at understøtte min praksis af Sodershan chakra kriya, bruger jeg Snatam Kaur´s Tantric Wahe Guru.

Der arrangeres to workshops i udførelsen af Sodarshan chakra Kriya. I København den 5. august 2017 og i Studio Flow, Svendborg den 26. august 2017. Du kan se indhold, pris og tidspunkt her

God fornøjelse!

Ulla Upma Kaur Steen

 

Drishti

 

IMG_0979.jpg

“WHERE YOUR ATTENTION GOES, ENERGY FLOWS”

“Time-out

Computere kan multitaske, mennesker kan ikke. Forsøger vi, har det konsekvenser. Vores opmærksomhed bliver fragmenteret og det går ud over vore præstationer. Specielt i situationer, hvor de flere ting du gør, overlapper i den samme del af din hjerne.  Vi begår fejl, mister fine nuancer i en samtale eller tekst og går amok over småting, hvor man måske lige skulle have taget en dyb indånding.
Der er utallige forslag til “time-outs” på nettet, det er som sagt bare at søge på Google, men det der virker absolut bedst for mit vedkommende, er at fokusere på punktet mellem øjnene – også kaldet “det tredje øje”.
Lige bag dette punkt ligger den forreste del af hjernen, kaldet frontallapperne.
Det er ikke kun mig der mærker denne åbenbaring – Psykolog Erik Hoffman, Københavns universitet,  har gennem flere år forsket i denne form for stimuli af hjernen.
Han mener at vi er ved at udvikle en “ny hjerne” (øget stimulation af frontallapperne) og det ligger godt i tråd med Yogi Bhajans tanker omkring The Aquarian Age, hvor han mente, at vores udfordringer vil blive så udfordrende, at vi i evolutionens navn på sigt vil udvikle en ekstra hormonproducerende kirtel. Det giver god mening, når vi ser hvor mange mennesker, der i den vestlige verden sygemeldes på grund af stress.

Citat af psykolog Erik Hoffmann:
“Når den nye hjerne aktiveres, opleves det som at vågne op. På samme måde som vi i dag vågner op fra søvn. Vi vil opleve et bevidsthedsniveau, der er langt mere vågent end det nuværende. Mennesket har mulighed for at opnå en højere bevidsthed, men en forudsætning for at det kan lade sig gøre er, at vi tilfører frontallapperne mere energi. Vi bliver bedre mennesker. Vi bliver mere humane. Det er resultatet af mere udviklede pandelapper og bedre balance mellem de to hjernehalvdele. Groft sagt er det den højre hjernehalvdel, der gør os til mennesker. Jeg tror, det er her, vi får kontakt til det, som virkelig tæller: fred, glæde, kreativitet og det spirituelle. Hvis du bliver låst helt fast i den venstre hjernehalvdel, kan du være nok så dygtig, men jeg er bange for, at du lever et kedeligt liv”.

Drishti

Ordet drishti stammer fra Sanskrit. Det betyder roden og at se med sindets øjne.

Rent praktisk kan du sidde hvor som helst og når som helst og benytte denne teknik. På din kontorstol, i toget, i lufthavnen…. alle steder, hvor der er mulighed og brug for fokusering. Hvilke drishti der bruges i forskellige former for yoga varierer. Herunder nævnes de mest kendte i Kundalini yogaen:
  • Det tredje øje, Stimuler hypothalamus og ryggens centralnerve (sushmuna)
  • Næsetippen: Stimulerer pineal kirtlen og frontallapperne
  • Hagen: Månepunkt. Kølig og beroligende energi. Introvert reflektion
  • Krone chakra: Stimulerer pineal kirtlen og spiritualiteten
  • 1/10 åbne øjne: Buddhas favorit. Øger effekten af hvilken som helst meditation du vælger.

Kirtan Kriya

Er du i tvivl om hvilken meditation du skal vælge, så vil jeg gerne give dig et kvalificeret bud.

Slip telefonen og brug fingrene i Kirtan Kriya. 

Yogi Bhajan udtalte sig i 1972 om denne meditation:

“A person who wears pure white and meditates on this sound current for 2-1/2 hours a day for one year, will know the unknowable and see the unsee-able. Through this constant practice, the mind awakens to the infinite capacity of the soul for sacrifice, service, and creation”.

2,5 time om dagen er nok urealistisk for de fleste mennesker, men bare 3 – 11 minutter, vil gøre en verden til forskel.

Ulla Upma Kaur Steen

Mænd og kvinder i yoga

img_4329

Når man i den vestlige del af verden ser ind i et yogalokale, er det næsten med 99% sikkerhed kvinder, der optager de fleste yogamåtter.

Det kan nogen gange undre, da yoga oprindeligt opstod som en “mand til mand” praksis.

De fleste Yogaskrifter og Sutraer er skrevet af mænd og det er ikke mere end 80 år siden… i 1937, at yogaens “førstedame”, Indra Devi, fik “tilladelse” til at deltage i Sri Krishnamacharya lektioner i Myosore, Indien.

En Ashram som per tradition, var 100% mandsdomineret.

Det er Indra Devi´s fortjeneste, vi i dag har så mange kvinder i yoga. Sammen med bl.a. B.K.S. Iyengar (Iyengar yoga) og Pattabhi Jois (Asthanga yoga) spredte hun budskabet, først i Shanghai, USA og siden til resten af den vestlige verden.

Både Sri Krishnamacharya og Yogi Bhajan (Kundalini yoga), var stærke fortalere for kvinder i yoga. Det må man sige de har haft succes med. Ifølge Yoga Alliance er antallet af yoga udøvere i USA steget fra

20.4 millioner i 2012 til over 36 millioner i 2016.

72% udgøres af kvinder.

Denne ubalance skyldes nok ikke blot biologiske forskelle, men også i de forbilleder vi i Vesten har af en rigtig mand.

Tænk blot på de tidlige mandsdominerede westernfilm efterfulgt af James Bonds utallige sejrstogter og et af de nyeste skud på stammen – HBO Nordic serien “Vikings” og mange, mange flere!

Alle repræsenterer de et mandebillede, som er præget af aggressivitet og konkurrence. Som i John Wayne´s “A man got to do what a man´s got to do”.

Disse “dyder” er svært forenelige med yoga.

Måske er det et postulat, men umiddelbart ser det ud til, at det er kulturelt og biologisk sværere for mænd at acceptere yogaens ydmyghed og at der ikke er noget endemål.

Yoga er aldrig er noget man kommer til at mestre, men den husker os hele tiden på, at uanset hvor hvor mange år, eller hvor langt man synes man er nået i forhold til asanas og mental praksis, vil der ALTID være begrænsninger i ego´et, som vi kan arbejde videre med.

Min oplevelse er dog, at når mænd først mærker yogaens gavnlige virkninger, bliver de “hooked” og ofte yderst dedikerede.

For både mænd og kvinder viser det sig, at har man en stabil praksis gennem lang tid, vil det feminine og maskuline efterhånden balanceres. Og det er præcis det, som yoga byder ind med. Hatha yoga betyder i sin enkelthed at forene det maskuline HA og det feminine THA. Solen og månens energier.

Det er ikke kun hormoner og kønsorganer der definerer os som køn. Der er også mere subtile energier, der flyder forskelligt i os. Det ser ud til at kvinder har større naturlig tilgang til det spirituelle, hvor det kræver større disciplin hos mænd at finde og fastholde samme.

Netop denne forskel udtrykkes klart i Kundalini yoga traditionen, hvor Yogi Bhajan har givet specifikke anvisninger til både den kvindelige og mandlige praksis. Da kvinder går gennem dramtiske ændringer i kroppen ved menustration, graviditet, menopause osv., findes der masser af bøger og anvisninger for enhver periode af kvindens liv.

Men også bogen “Man to Man”, giver anvisninger til manden indenfor bl.a. kommunikation, sexualitet, spisevaner og selvfølgelig Kundalini yoga øvelser. En bog som jeg vil anbefale mine mandlige yogier at læse!

 

880-300x300

 

Jeg kan se på mine workshops og retreats at der langsomt, men stabilt, kommer flere og flere mænd med.

Også på yogalæreruddannelserne ses trenden.

Heldigvis!

Vi har brug for kvinder, der har focus, styrke og udholdenhed, ligesom som vi har brug for mænd, der er åbne og modtagelige.

Det betyder nødvendigvis ikke, at vi søger hen mod det androgyne samfund, men mod en større balancering af vores individuelle styrker på tværs af moral- og opdragelsesdogmer.

“The sun and moon are different, but they share the same sky”

 

screen-shot-2015-02-23-at-5-37-31-pm

 

Mantra der styrker den feminine og skabende kraft

Adi Shakti

Adi Shakti, Adi Shakti, Adi Shakti, Namo Namo
Sarab Shakti, Sarab Shakti, Sarab Shakti, Namo Namo
Pritham Bhagvati, Pritham Bhagvati, Pritham Bhagvati, Namo Namo
Kundalini Mata Shakti, Mata Shakti, Namo Namo

Mantra der styrker der mandlige guddommelige kraft

Har Singh Nar Singh

Har singh nar singh neel naaraayan, guroo sikh guroo singh har har gayan,
wha-hay guroo wha-hay guroo, har har dhiayan, saakhat nindak dusht mathaayan

 

Ulla Upma Kaur Steen