Taknemmelighed

 

Verden er vendt på hovedet!

Med alt det der sker omkring os lige nu, kan det for nogle virke absurd at tale om taknemmelighed. Men det er, hvad jeg har tænkt mig at gøre!

Min veninde ringede her til morgen, og var bekymret på mine vegne. Da vi har kendt hinanden gennem mange år, har hun fulgt med, lige fra begyndelsen af min 25 år lange “karriere” som selvstændig. Hun har været med på sidelinjen, når der har været kriser, men også når held og arbejdsindsats er gået op i en højere enhed.

Hendes bekymring denne morgen var min økonomiske situation. Det er jo ingen hemmelighed, at vi som selvstændigt erhvervsdrivende fra den ene dag til den anden, fik trukket tæppet væk under vores forretning, og dermed frataget muligheden for at tjene til dagen og vejen for os selv og evt. ansatte.

Derfor vil jeg understrege, at det bestemt ikke var for at bortforklare situationens alvor, når jeg svarerede min søde veninde, at det selvfølgelig påvirkede mig, men at den følelse, der fyldte mig allermest i øjeblikket, var: Taknemmelighed.

Min situation er ikke anderledes end så mange andres. Jeg er også isoleret i min lejlighed. Jeg går ture, prøver at lægge struktur ind i dagligdagen på alle måder. Jeg ser TV, hører radio og indimellem får frygten også tag i mig, Det er næsten uundgåeligt, når vi står magtesløse overfor de uhyrligheder, der foregår i verden i øjeblikket!

Men jeg oplever også, at jeg ikke kan holde tårerne tilbage, når jeg er vidne til det sammenhold og den medmenneskelighed, der også er en del af krisen. Det kan måske virke patetisk at sidde og småtude foran TV skærmen, når alle stemmer i fællessang, når en psykisk sårbar pige finder glæde i at hente mad til en karantæneramt ældre medborger, eller når vores myndighedspersoner for åben skærm undskylder for fejl i en situation, hvor ingen kender vejen. Når vi bliver tilbudt hjælpepakker af enhver art, så kan jeg, på trods af eventuelle huller i systemet, ikke andet end føle taknemmelighed over at bo i et land, hvor vi passer på hinanden.

Jeg er taknemmelig for, at det ikke er mig, der skal træffe beslutningerne i denne tid… og nok også – når alt dette er overstået – skal stå på mål for nådesløs kritik af selvsamme.

Taknemmelighed ændrer ikke den turbulente situation vi står i lige nu, men det ændrer perspektivet. Frygten får ikke tag i mig på samme måde, og troen på at alting løser sig på den måde det skal, fylder mig med mod og håb.

Taknemmelighed og frygt er som som to modsatrettede poler, der ikke kan eksistere side om side.

Frygten fortæller historier – og det er altid “worst-case-scenario” og det udmønter sig sjældent i en lykkelig slutning.

Taknemmelighed bringer os tilbage til nuet, og giver jordforbindelse. Vi kommer i kontrol…, ikke over ydre omstændigheder, dem vil vi aldrig kunne kontrollere, men vi kommer i kontrol med os selv.

Jeg forstår godt frygten hos andre, og mærker også svirpet af den selv. Alle menneskelige følelser er i spil i denne krisesituation. Jeg er ikke ude på at udskamme mennesker, der er alene, bange og frustrerede. Det er ikke alle der er i stand til at håndtere en så voldsom situation. Vi gør alle vort bedste.

Men vi kan vi være der for hinanden – lære af hinanden på tværs af forskelligheder. Magter vi det, tror jeg på, at verden vil heales, og rejse sig stærkere efter pandemien.

Jeg håber, at vi, når alt dette er ovre, vil fyldes med taknemmelighed – ikke mod nogen eller noget bestemt, men blot fordi vi stadig trækker vejret, og igen kan være med dem – og det – vi elsker.

Pas på jer selv og hinanden, indtil vi ses igen

 

 

Ulla Steen