Yogalærer i en Corona tid

Nedenstående indlæg er publiceret på www.facebook.com/yogalove.dk/.

Tak til Phillip Monberg for invitationen!

 

Er du sulten, kan du på få minutter varme din mad op i en mikroovn eller køre forbi McDonalds og få langet en burger ud. Butikker er åbne alle ugens dage, nogle endda døgnet rundt, du kan optage et kviklån og og få det overført til din konto med det samme, sexpartnere leveres med et swipe, kærestebrev med et klik  o.s.v. Vi behøver ikke vente på noget som helst!

Vi bliver bombarderet med begivenheder og muligheder i en konstant strøm. 

Den 11. marts ændrede alt dette sig. Med et slag, blev alt aflyst. Vi kunne ikke længere bevæge os frit, tage på festivaler, koncerter eller deltage i fester.

Som i en apokalyptisk Hollywood-film indtog den lille røde Corona virus scenen og ændrede alt, hvad vi indtil da tog som en selvfølgelighed. 

Alle planlagte yogahold, workshops og retreats vaporiserede op den blå luft.

Der er højdepunkter og lavpunkter i et ethvert menneskes liv. Imellem disse går livet bare sin gang, uden at vi reflekterer så meget over det. Der er så mange muligheder, at vi nogen gange forføres ind i ligegyldige og energidrænende aktiviteter, bare fordi vi kan!

Når der så lukkes for den fri bar, opstår der et vakuum, som sikkert for de fleste opleves som – hvis vi går tilbage til Hollywood-metaforen, at filmen fryses et øjeblik. 

Når den så sættes igang igen, har vi to muligheder… prøve at fastholde det kendte, eller overgive sig til det nye ukendte. De fleste oplever nok en blanding af begge. Selv den mest “zen-trerede” yogalærer kan miste orienteringen i et ukendt land som det, der ruller ind over os i øjeblikket.

For mit eget vedkommende valgte jeg nok nærmere at bruge tiden på at stramme stemmeskruerne, for at se om instrumentet stadig spiller rent.

Denne beordrede pause kom som en oase midt i et travlt arbejdsliv. Jeg havde gennem længere tid ikke haft den fornødne tid til selvreflektion og selvomsorg. Jovist, jeg erkender at bagtæppet for denne pause er åbenlyst skræmmende, men netop derfor, føler jeg nærmest en forpligtelse til at bruge den på bedst mulig måde.

Ventetid behøver ikke at være spildtid, men den kan være en genvej til at skille det væsentlige fra det uvæsentlige. Det er her, vi opdager vores styrker og svagheder.

Patanjalis Niyamas beskriver meget klart i Svadhyaya, at det, at lære sig selv at kende, også med de svagheder og “fejl” vi alle består af, giver os mulighed for at vokse og lære af vores fejltagelser. Giver vi os tid til at vende blikket indad, få et indblik i bevidste og ubevidste reaktionsmønstre og dermed ændre vores adfærd i en mere positiv retning. Det sker desværre ikke “overnight” eller ved indtagelse af en mirakelpille, men kræver tålmodighed og den dyrebareste af alle ressourcer – tid!

Det fordrer, at vi tillader os selv at hvile, gå ture i solen og indsnuse den friske luft, eller måske læse den bog eller spirituelle skrift vi har stående på hylden, men endnu ikke har åbnet. Have tålmodighed til at vente på det gode der ligger forude. Når nu vi alligevel ikke kan alt det, vi plejer, og der går noget tid inden vi (måske) vender tilbage til det kendte, så vælg at bruge tiden klogt. Prøv ikke at kæmpe imod, men accepter det, vi ikke kan ændre på.

Når jeg står i dag og kigger ind i et tomt yogalokale, hvor fællesskabet og synergien skulle have fyldt rummet, bliver jeg ramt af savn. Men det gør ikke noget. Det er bare et vidnesbyrd om, at yogaen, Studio Flow og fællesskabet betyder noget for mig. Jeg bliver taknemmelig, og får lyst til at gøre mig umage.

At vente tvinger os til at se på det, vi har, og ikke hele tiden søge efter nyt. Vi er ikke som mennesker skabt til at få alle behov dækket med et fingerknips. Så ville vi aldrig have overlevet som art. Netop denne behovsudsættelse, hvor irriterende den end kan være, fostrer kreativitet, og fører os steder hen, vi aldrig ville have troet muligt. Det bedste af alt er, at opleve taknemmeligheden for det vi har, og som måske bare har været noget vi har taget for givet.

Ulla Steen

At gå hele vejen

IMG_3111

Om en lille måned er det eksamenstid for eleverne på 2. årgang af Yogalærer uddannelsen “Essensen af Yoga.”

Det er både opløftende og vemodigt på en gang. Opløftende, fordi jeg med stolthed sender en flok super dygtige yogalærere ud i verden og et nyt hold starter om en uge. Vemodigt, fordi jeg oprigtig kommer til at savne dem!

Jeg er dybt taknemmelig for at have fået lov til at guide disse skønne sjæle gennem et år!

At gennemføre en yogalæreruddannelse er ikke “a walk in the park.” Det er hårdt arbejde, både fysisk og mentalt. Det er en livsforandrende proces. Når de 12 måneder er gået, og man efter en veloverstået eksamen, står med eksamensbeviset i hånden, har man et solidt fundament af viden. Men at mestre det man brænder for, kræver 10.000 timers øvelse. Så rejsen er først lige begyndt.

Selvudvikling

En yogalæreruddannelse er et rum, hvor man kan forære sig selv den samme opmærksomhed, som man i hverdagen giver familien, vennerne eller jobbet. Her, i dette læringsrum, kan opmærksomheden samles om ens egen udviklingsproces.

Jeg ved det lyder som en cliche, men det er lige præcis her, vi har muligheden for at finde os selv. Indløse “billetten” til forandring på et højere og dybere plan.

At finde sig selv er ikke sådan bare lige…..  hengemte og støvede pust fra fortiden vil dukke op og blande sig med nye erkendelser. Ofte vil det opleves som to skridt frem og et tilbage.

Der vil også være delelementer i en yogalæreruddannelse, som den enkelte elev anser som mindre væsentlige i ens forestilling om det at være yogalærer. Måske har man en forventning om en meget fysisk anlagt praksis, eller måske søger man primært mod yogaens spirituelle lag. En veldisponeret yogalæreruddannelse bør favne det hele. Det er præcis som isbjerget – 10% er synligt og 90% er gemt under overfladen.

Her kan gruppeenergien være en stor hjælp. Deltagerne på en yogalærerddannelse er ofte sammensat på tværs af alder, fysisk styrke og særinteresser. Fællesnævneren er åbenhed og nysgerrighed. Det viser sig ofte, at det eller den man ved første øjekast vurderede som uinteressant, kan blive det eller den, man lærer mest af.

Fællesskab og venskab – en mental multivitamin

Når vi taler om gruppeenergien, er det fantastisk at opleve de tætte bånd der bliver knyttet – og ikke mindst, hvordan de bånd fortsætter med at være vævet sammen, lang tid efter uddannelsen er stoppet.

De oplevelser der deles, er meget mere værdifulde, end noget man nogensinde kan købe for penge.

At gennemføre en yogalæreruddannelse er en intim og tillidskrævende proces, hvor der skabes et rum fyldt med kærlighed og støtte til hinanden.

Man lærer at vokse gennem konstruktiv kritik, der serveres i sand omsorg og kærlighed.  Uden oprigtig interesse i hinanden, risikerer fællesskabet blot at blive overfladisk og ligegyldigt.

For mit eget vedkommende elsker jeg ros og bekræftelse lige så meget som andre mennesker. Jeg er dog samtidig dybt taknemmelig for de mennesker i mit liv, der elskede mig så højt, at de turde råbe vagt i gevær, når jeg var på kollisionskurs med mig selv eller mine omgivelser. Det var selvfølgelig ikke rart i situationen, men resultatet blev, at jeg ikke behøvede at gå en frygtelig lang omvej for at nå mine mål.

Jeg husker en præst engang sagde: “Synd udspringer af frygt. Vi griber til det nærmest mulige i afmagt over ikke at gøre det bedre end vi gør. Vi er ikke små modbydelige sataner, men afmægtige fnug”

Nu taler vi ikke så meget om synd i yogaen som et religiøst begreb, der forudsætter gudstro, men mere om de små og store “synder” vi som “afmægtige små fnug”…. som helt almindelige mennesker i en kompleks verden, hver eneste dag konfronteres med. Det ubevidste, det mørke, Kali energien.

Derfor er det befriende at der findes “fyrtårne”, der kan guide os, mod en mere sikker og direkte vej til målet.

Det vi lærer på yogamåtten, tager vi med i vores dagligdag også udenfor yogastudiet, og det gør en kæmpe forskel i vores eget liv og for de mennesker, der er tæt på os

At være yogalærer handler ikke om at møde op til en yogasession og recitere et yogasæt  eller Patanjali´s 8 foldige vej. Det handler om at se eleven/mennesket der hvor vedkommende er i sin udvikling og give støtte og hjælp, når vedkommende er ved at give op.

 

Ulla Upma Kaur Steen

Hatha Yoga

DSC01636

På fredag starter det 5. modul af vores yogalæreruddannelse her i Studio Flow. Overskriften er Hatha Yoga. Denne del af yogaen har ikke fået så meget energi her på bloggen, så det retter vi lidt op på her.

Hatha yoga plejer jeg at kalde yogaens modertræ, hvor alle andre yogaforgreninger har vokset sig mere eller mindre levedygtige. Bliver vi i træ metaforen, adskiller Kundalini yoga sig fra Hatha yoga på den måde, at de begge er træer, men forskellige træarter.

Oprindelse

Selvom Yoga er ikke knyttet til nogen bestemt religion, har Hatha yogaen sit udspring i Hinduismen, hvor den største population findes i Indien og Nepal. Kundalini yoga udspringer fra Sikhismen, der stammer fra Punjab ikke langt fra Lahore i det nuværende Pakistan.

At dyrke yoga er forholdsvis nyt i Vesten, hvis man sammenligner med, hvor mange tusindvis af år, denne praksis har været kendt i fjernere egne af kloden.

For ca. 5000 år siden fandt man de Vediske tekster, som er de første beviser på at præster og lærde, efter intens meditation, oplevede esoterisk visdom, som de nedskrev i Vedaerne.

Herefter fulgte Upanishads, som ligger til grund for indisk filosofi. En samling af nedskrevne fundamentale læringer som bl.a. Karma (handling), Samsara (reinkarnation), Moksha (nirvana), Atman (sjælen) og Brahman (det absolutte Guddommelige).

Yoga dengang og idag

Upanishad betyder: “Sidde ned tæt ved”. Lytte til en spirituel lærer eller mester. Det giver god mening i den tids kontekst. Vi kender det fra det antikke Grækenland, hvor elever sad og lyttede til filosoffer og lærermestre, for dermed kunne bringe lærdommen videre. Det samme var tilfældet med den tids yogier. Det var en slags mesterlære “at sidde ved siden af den oplyste”. Det er først langt senere, at den fysiske del  af yogaen kom til. Her skal vi hen til Patanjalis Yoga Sutras, “The eight limps of yoga” og helt frem til Tantra yogaen. Den, der i dag danner grundlag for det, vi kender som Hatha Yoga.

Det fysiske var ikke så vigtigt som det energetiske. De lagde selvfølgelig vægt på at have en sund og velfungerende krop, men mere som et slags siddende tempel for “The Spirit”. Kroppen var et redskab givet af Gud. Præcis som vi trives bedst i et rengjort hjem, hvor der luftes regelmæssigt ud, og hvor lyset kan finde vej gennem vinduerne, trives sjælen/sindet i en balanceret krop. 

Alene det at vi i dag står op og udfører Asanas, (yogastillinger) som oversat betyder “at sidde” er forholdsvist nyt. I de oprindelige tekster og udførelser mente man ikke, at stående stillinger ville tilføre tilstrækkelig prana (livsenergi) til kroppen. At sidde i meditationsstilling, det som vi kalder “easy pose” eller “lotus pose”, blev opfattet som den korrekte yogastilling, hvis man skulle opnå højere bevidsthedsniveau. En non-dualistisk tilstand, som forbinder udøveren til det universelle. 

I vores moderne verden opleves dette måske som religiøst, højpandet vrøvl. Det er fuldt forståeligt. Vi bor ikke i huler eller klostre højt oppe i Himalya. Vi dyrker yoga i overfyldte, svedige rum, på plasticmåtter, i tøj der ligger langt fra de yogier, jeg har set ved foden af Ganges, der var nøgne og smurt ind i aske. Vi dyrker yoga mest for at se godt UD og ikke så meget for at se bedre IND. 

Vi lever i en anden virkelighed. Vi kan ikke adoptere de gamle yogiers livsstil. Det ville være patetisk og urealistisk. Vi må gøre det på vores måde og i vores tid.

For mig er Gud ikke en magt, men mere en fornemmelse af, at der findes noget større end mennesket og menneskeheden. Ganske som Prana (livsenergien) ikke ophører med at eksistere, når jeg stopper med at trække vejret. Jeg nærer mig ved Pranas tilstedværelse, sålænge jeg er i min fysiske krop. Når jeg en gang er væk, fortsætter kraften uforstyrret. Det er en kraft, der altid vil være her for alt levende og til al evighed. I naturen, i universet…. overalt. 

Den hedonistiske trædemølle

Siden Krishnamacharya i 1920´erne startede den første yogaskole i Mysore i Indien, har yogaen spredt sig til hele verden.

Man skal søge intensivt for at finde et vestligt land, hvor der ikke er mulighed for at dyrke yoga i en eller anden form. Den hedonistiske trædemølle som mange af os løber rundt i, gør os ikke lykkelige, og her byder yogaen ind med et fristed for det moderne menneske – et sted hvor vi kan give slip for et øjeblik. Det afspejles også i yogaen. Utallige nye yogaformer har set dagens lys. Da jeg startede yoga for mange år siden, var Hatha Yoga, Iyengar Yoga og Asthanga Yoga de eneste yogaformer, jeg kendte til her i Danmark. Indenfor de sidste 10 år er antallet eksploderet. De fleste er udviklet i vestligt regi, med rødder i Hatha Yogaen. Her blot et lille udpluk:

Anusara Yoga, Hot Yoga, Arial Yoga, Sup Yoga, Acro Yoga, Aqua Yoga og mange, mange flere

Det viser blot yogaens evne til at udtrykke sig i forskellige former, og at der ikke findes en entydig sandhed, udover den der ligger i hjertet af hver enkelt yoga udøver.

 

Ulla Upma Kaur Steen

 

Har du lyst til at læse mere om Flow yogalæreruddannelsen, kan du se mere her