Yogalærer i en Corona tid

Nedenstående indlæg er publiceret på www.facebook.com/yogalove.dk/.

Tak til Phillip Monberg for invitationen!

 

Er du sulten, kan du på få minutter varme din mad op i en mikroovn eller køre forbi McDonalds og få langet en burger ud. Butikker er åbne alle ugens dage, nogle endda døgnet rundt, du kan optage et kviklån og og få det overført til din konto med det samme, sexpartnere leveres med et swipe, kærestebrev med et klik  o.s.v. Vi behøver ikke vente på noget som helst!

Vi bliver bombarderet med begivenheder og muligheder i en konstant strøm. 

Den 11. marts ændrede alt dette sig. Med et slag, blev alt aflyst. Vi kunne ikke længere bevæge os frit, tage på festivaler, koncerter eller deltage i fester.

Som i en apokalyptisk Hollywood-film indtog den lille røde Corona virus scenen og ændrede alt, hvad vi indtil da tog som en selvfølgelighed. 

Alle planlagte yogahold, workshops og retreats vaporiserede op den blå luft.

Der er højdepunkter og lavpunkter i et ethvert menneskes liv. Imellem disse går livet bare sin gang, uden at vi reflekterer så meget over det. Der er så mange muligheder, at vi nogen gange forføres ind i ligegyldige og energidrænende aktiviteter, bare fordi vi kan!

Når der så lukkes for den fri bar, opstår der et vakuum, som sikkert for de fleste opleves som – hvis vi går tilbage til Hollywood-metaforen, at filmen fryses et øjeblik. 

Når den så sættes igang igen, har vi to muligheder… prøve at fastholde det kendte, eller overgive sig til det nye ukendte. De fleste oplever nok en blanding af begge. Selv den mest “zen-trerede” yogalærer kan miste orienteringen i et ukendt land som det, der ruller ind over os i øjeblikket.

For mit eget vedkommende valgte jeg nok nærmere at bruge tiden på at stramme stemmeskruerne, for at se om instrumentet stadig spiller rent.

Denne beordrede pause kom som en oase midt i et travlt arbejdsliv. Jeg havde gennem længere tid ikke haft den fornødne tid til selvreflektion og selvomsorg. Jovist, jeg erkender at bagtæppet for denne pause er åbenlyst skræmmende, men netop derfor, føler jeg nærmest en forpligtelse til at bruge den på bedst mulig måde.

Ventetid behøver ikke at være spildtid, men den kan være en genvej til at skille det væsentlige fra det uvæsentlige. Det er her, vi opdager vores styrker og svagheder.

Patanjalis Niyamas beskriver meget klart i Svadhyaya, at det, at lære sig selv at kende, også med de svagheder og “fejl” vi alle består af, giver os mulighed for at vokse og lære af vores fejltagelser. Giver vi os tid til at vende blikket indad, få et indblik i bevidste og ubevidste reaktionsmønstre og dermed ændre vores adfærd i en mere positiv retning. Det sker desværre ikke “overnight” eller ved indtagelse af en mirakelpille, men kræver tålmodighed og den dyrebareste af alle ressourcer – tid!

Det fordrer, at vi tillader os selv at hvile, gå ture i solen og indsnuse den friske luft, eller måske læse den bog eller spirituelle skrift vi har stående på hylden, men endnu ikke har åbnet. Have tålmodighed til at vente på det gode der ligger forude. Når nu vi alligevel ikke kan alt det, vi plejer, og der går noget tid inden vi (måske) vender tilbage til det kendte, så vælg at bruge tiden klogt. Prøv ikke at kæmpe imod, men accepter det, vi ikke kan ændre på.

Når jeg står i dag og kigger ind i et tomt yogalokale, hvor fællesskabet og synergien skulle have fyldt rummet, bliver jeg ramt af savn. Men det gør ikke noget. Det er bare et vidnesbyrd om, at yogaen, Studio Flow og fællesskabet betyder noget for mig. Jeg bliver taknemmelig, og får lyst til at gøre mig umage.

At vente tvinger os til at se på det, vi har, og ikke hele tiden søge efter nyt. Vi er ikke som mennesker skabt til at få alle behov dækket med et fingerknips. Så ville vi aldrig have overlevet som art. Netop denne behovsudsættelse, hvor irriterende den end kan være, fostrer kreativitet, og fører os steder hen, vi aldrig ville have troet muligt. Det bedste af alt er, at opleve taknemmeligheden for det vi har, og som måske bare har været noget vi har taget for givet.

Ulla Steen

Taknemmelighed

 

Verden er vendt på hovedet!

Med alt det der sker omkring os lige nu, kan det for nogle virke absurd at tale om taknemmelighed. Men det er, hvad jeg har tænkt mig at gøre!

Min veninde ringede her til morgen, og var bekymret på mine vegne. Da vi har kendt hinanden gennem mange år, har hun fulgt med, lige fra begyndelsen af min 25 år lange “karriere” som selvstændig. Hun har været med på sidelinjen, når der har været kriser, men også når held og arbejdsindsats er gået op i en højere enhed.

Hendes bekymring denne morgen var min økonomiske situation. Det er jo ingen hemmelighed, at vi som selvstændigt erhvervsdrivende fra den ene dag til den anden, fik trukket tæppet væk under vores forretning, og dermed frataget muligheden for at tjene til dagen og vejen for os selv og evt. ansatte.

Derfor vil jeg understrege, at det bestemt ikke var for at bortforklare situationens alvor, når jeg svarerede min søde veninde, at det selvfølgelig påvirkede mig, men at den følelse, der fyldte mig allermest i øjeblikket, var: Taknemmelighed.

Min situation er ikke anderledes end så mange andres. Jeg er også isoleret i min lejlighed. Jeg går ture, prøver at lægge struktur ind i dagligdagen på alle måder. Jeg ser TV, hører radio og indimellem får frygten også tag i mig, Det er næsten uundgåeligt, når vi står magtesløse overfor de uhyrligheder, der foregår i verden i øjeblikket!

Men jeg oplever også, at jeg ikke kan holde tårerne tilbage, når jeg er vidne til det sammenhold og den medmenneskelighed, der også er en del af krisen. Det kan måske virke patetisk at sidde og småtude foran TV skærmen, når alle stemmer i fællessang, når en psykisk sårbar pige finder glæde i at hente mad til en karantæneramt ældre medborger, eller når vores myndighedspersoner for åben skærm undskylder for fejl i en situation, hvor ingen kender vejen. Når vi bliver tilbudt hjælpepakker af enhver art, så kan jeg, på trods af eventuelle huller i systemet, ikke andet end føle taknemmelighed over at bo i et land, hvor vi passer på hinanden.

Jeg er taknemmelig for, at det ikke er mig, der skal træffe beslutningerne i denne tid… og nok også – når alt dette er overstået – skal stå på mål for nådesløs kritik af selvsamme.

Taknemmelighed ændrer ikke den turbulente situation vi står i lige nu, men det ændrer perspektivet. Frygten får ikke tag i mig på samme måde, og troen på at alting løser sig på den måde det skal, fylder mig med mod og håb.

Taknemmelighed og frygt er som som to modsatrettede poler, der ikke kan eksistere side om side.

Frygten fortæller historier – og det er altid “worst-case-scenario” og det udmønter sig sjældent i en lykkelig slutning.

Taknemmelighed bringer os tilbage til nuet, og giver jordforbindelse. Vi kommer i kontrol…, ikke over ydre omstændigheder, dem vil vi aldrig kunne kontrollere, men vi kommer i kontrol med os selv.

Jeg forstår godt frygten hos andre, og mærker også svirpet af den selv. Alle menneskelige følelser er i spil i denne krisesituation. Jeg er ikke ude på at udskamme mennesker, der er alene, bange og frustrerede. Det er ikke alle der er i stand til at håndtere en så voldsom situation. Vi gør alle vort bedste.

Men vi kan vi være der for hinanden – lære af hinanden på tværs af forskelligheder. Magter vi det, tror jeg på, at verden vil heales, og rejse sig stærkere efter pandemien.

Jeg håber, at vi, når alt dette er ovre, vil fyldes med taknemmelighed – ikke mod nogen eller noget bestemt, men blot fordi vi stadig trækker vejret, og igen kan være med dem – og det – vi elsker.

Pas på jer selv og hinanden, indtil vi ses igen

 

 

Ulla Steen

At søge efter et stort måske!

I sidste uge fangede en udsendelse om organdonation på DR min opmærksomhed. En TV-vært og en læge forsøgte gennem interviews med kirurger, donorer, modtagere af organer og deres pårørende at kaste lys over det svære og følelsesladede emne, som organdonation er.

Jeg er så gammel, at jeg stadig husker mine forældres bestyrtelse over den første hjertetransplantation, som blev foretaget i 1967 af den sydafrikanske hjertekirurg Christiaan Barnard. Selvom jeg ikke forstod meget af den virak, det affødte på det tidspunkt, kunne jeg aflæse i mine forældres ansigtsudtryk, at de var nysgerrige, men også lidt skræmte. Nu har jeg læst mig til, at der i dag, 50 år efter, udføres mere end 3500 hjertetransplantationer verden over.

Den videnskabelige og medicinske udvikling løber så stærkt, at hvad der var gårsdagens mirakler og forsidestof, i dag er rutineprocedure på de fleste universitetshospitaler.

Det er da også fantastisk, at vi er i stand til at redde menneskeliv i et omfang, ingen havde troet muligt. Men midt i denne eufori og darwinistiske stræben efter at beherske og opfylde egne behov, bliver vi nødt til en gang imellem at løfte os op over den iboende egoisme, hvor vi glemmer, at organdonation bl.a. bygger på, at den enes liv er afhængigt af den andens død, og alt hvad det indebærer af etiske overvejelser på alle planer.

Når jeg siger alle planer, mener jeg det bogstaveligt. Jeg er klar over, at etisk råd gør et kæmpe stykke arbejde med samtykkeerklæringer, hjernedødskriterier osv., men hvad med elefanten i rummet….. den, som vi ikke taler om?

En af mine elever på yogalæreruddannelsen har fået transplanteret et nyt hjerte for 14 år siden, i en alder af 30 år. Vi kalder ham bare for “Mads”. Han er klar over, at jeg bruger ham som eksempel, og han ønsker selv at få sin historie udbredt!

Jeg husker tydeligt mit første møde med Mads, da han kom til Studio Flow for at høre om yogalæreruddannelsens indhold og varighed. Han var ikke en dusinvare – og slet ikke i en by af Svendborgs størrelse. Han var slank, havde lange fine, farvede manicurerede negle på både hænder og fødder. Begge ører var pyntede med guldørenringe, og håret sat op i en hestehale på toppen af hovedet. Derudover var han iført en tætsiddende yogaheldragt.

Jeg har igennem livet mødt mange, både homoseksuelle og transseksuelle, så det skræmte mig på ingen måde. Tværtimod syntes jeg, det var en forfriskende måde at bryde den lidt gråmelerede provins´norm på.

Da Mads senere fortalte mig, at han var hjertetransplanteret, tænkte jeg intuitivt: “Gad vide, om det er et kvindehjerte?”. Jeg holdt selvfølgelig tanken for mig selv, og rationelt kunne jeg jo heller ikke vide, om Mads altid, også før operationen, havde haft en mere fremtrædende feminin side.

Dog blev min første intuitive tanke bekræftet, da Mads i en frokostpause på yogalæreruddannelsen fortalte, at hans liv langsomt, men sikkert, havde forandret sig efter hjertetransplantationen.

Først fik han ubændig lyst til at bruge neglelak, både på hænder og fødder. Kvindetøj passede ham egentlig bedst, syntes han, og håret fik lov til at gro. Det med håret mente han dog ikke skilte sig så meget ud, da mange yngre mænd i dag har langt hår – også i en lille “bun” på toppen af hovedet. Så kom ørenringene og yogaen…., gerne iført leggings eller heldragt. Og som han siger: “Det er virkelig mærkeligt, for sådan havde jeg det slet ikke før min operation. Dengang lignede jeg meget min far, som nok er en smule konservativ, når det handler om kønsroller, og hvad en mand kan og ikke kan. Når snakken faldt på yoga, var vi helt enige om, at det kun var for tøsedrenge. Og ja…. jeg ved ikke hvad der skete, men lige pludselig befandt jeg mig midt blandt en masse kvinder, udførende akrobatiske smidighedsøvelser.”

Da jeg spurgte Mads, om han vidste noget om det transplanterede hjertes ejermand/kvinde, var svaret, at det eneste han havde fået oplyst var, at det kom fra Gøteborg, og at vedkommende havde været udsat for en ulykke. Det er helt normal praksis, at donor er anonym.

Uanset om man er tilhænger eller modstander af organdonation, forstår jeg ikke, at det energetiske aspekt af et sådant indgreb forties – eller måske fornægtes. Ikke at vi af den grund bør undgå organdonation, men ville det ikke være mest fair overfor patienten og donors pårørende at italesætte denne kæmpestore elefant i rummet.

Jeg kan ikke lade være med at citere British Heart Foundation for deres velmenende råd til deres hjertepatienter, når det gælder den følelsesmæssige del af operationen:

“It’s important to remember that the transplanted heart is no more than a pump and that it does not change your personality or behaviour.”

En sådan udtalelse fra eksperterne kunne hurtigt forvrænge de mere subtile aspekter og gøre det til et udelukkende religiøst anliggende.

Så jeg har undersøgt, hvad de forskellige verdensreligioner har af holdninger til organdonation. Og her tegner der sig et næsten 100% ensartet billede. Fakta er, at næsten alle religioner understøtter tanken om organdonation, sålænge det ikke forhindrer liv – eller forhaster døden for donoren. Organdonation anses som frivillig generøsitet og næstekærlighed. Selv Jehovas vidner, som er kendt for at nægte blodtransfusion, billiger organdonation, sålænge organet er renset for donors blod.

Det, jeg lægger mærke til, er ønsket om ikke at forhaste døden. Sjælen bør have tid og mulighed for at forlade det døde legeme. Selv på de mest højteknologiske sygehuse, åbner man et vindue, når den døende trækker vejret for sidste gang. Man tør ikke lade være!

Jeg har netop læst bogen “The yoga of Death, Loss and Transformation” af  Terath Kaur Khalsa. Ph.d., som tager udgangspunkt i Hinduismen og Sikhismens syn på døden. I den bog omtales døden bl.a. i forbindelse med ulykker. Det være sig et voldsomt biluheld, fald, drukning osv. Her har sjælen ikke tid til at forberede sin afgang, og “renses” derfor ikke i sin næste inkarnation.  Det er selvfølgelig et reinkarnationsaspekt, men set i lyset af transplantation af organer, hvor hjertet banker endnu, giver det mening. Hvad ved vi egentlig?  Det er det store måske, vi leder efter!

Ud fra et spirituelt synspunkt er det oplagt, at en organtransplantation kan have andre følgevirkninger end blot medicinske bivirkninger. Der ligger tonsvis af eksempler på nettet om mennesker, der har oplevet samme forandring som Mads.

Mads havde en medfødt hjertefejl, som gjorde, at han ville dø, hvis han ikke fik et nyt hjerte. Det kan vi alle jo kun være taknemmelige for, at han fik, men tanken om den vestlige verdens umådeholdne forbrugsmønster bliver ved med at prikke mig på skulderen.

Er vi nået til et punkt, hvor alting kun er materie – og materielt – uden ånd og sjæl -hvor vi italesætter “ting” som hjerte, nyrer, lever, lunger som accessories, der kan handles med og byttes rundt på uden følelsesmæssige og menneskelige omkostninger?

For Mads´ vedkommende tror jeg ikke, han har det skidt med de forandringer, der er sket. Måske bare lidt undren…. blandet med en dyb taknemmelighed for at have fået livet tilbage. Han ville under ingen omstændigheder have valgt anderledes, men det ville nok have givet ham en større afklaring i forhold til den proces han er gået igennem, hvis man havde italesat elefanten i rummet.

 

 

Ulla Upma Kaur Steen