At gå hele vejen

Om en lille måned er det eksamenstid for eleverne på 2. årgang af Yogalærer uddannelsen “Essensen af Yoga.”

Det er både opløftende og vemodigt på en gang. Opløftende, fordi jeg med stolthed sender en flok super dygtige yogalærere ud i verden og et nyt hold starter om en uge. Vemodigt, fordi jeg oprigtig kommer til at savne dem!

Jeg er dybt taknemmelig for at have fået lov til at guide disse skønne sjæle gennem et år!

At gennemføre en yogalæreruddannelse er ikke “a walk in the park.” Det er hårdt arbejde, både fysisk og mentalt. Det er en livsforandrende proces. Når de 12 måneder er gået, og man efter en veloverstået eksamen, står med eksamensbeviset i hånden, har man et solidt fundament af viden. Men at mestre det man brænder for, kræver 10.000 timers øvelse. Så rejsen er først lige begyndt.

Selvudvikling

En yogalæreruddannelse er et rum, hvor man kan forære sig selv den samme opmærksomhed, som man i hverdagen giver familien, vennerne eller jobbet. Her, i dette læringsrum, kan opmærksomheden samles om ens egen udviklingsproces.

Jeg ved det lyder som en cliche, men det er lige præcis her, vi har muligheden for at finde os selv. Indløse “billetten” til forandring på et højere og dybere plan.

At finde sig selv er ikke sådan bare lige…..  hengemte og støvede pust fra fortiden vil dukke op og blande sig med nye erkendelser. Ofte vil det opleves som to skridt frem og et tilbage.

Der vil også være delelementer i en yogalæreruddannelse, som den enkelte elev anser som mindre væsentlige i ens forestilling om det at være yogalærer. Måske har man en forventning om en meget fysisk anlagt praksis, eller måske søger man primært mod yogaens spirituelle lag. En veldisponeret yogalæreruddannelse bør favne det hele. Det er præcis som isbjerget – 10% er synligt og 90% er gemt under overfladen.

Her kan gruppeenergien være en stor hjælp. Deltagerne på en yogalærerddannelse er ofte sammensat på tværs af alder, fysisk styrke og særinteresser. Fællesnævneren er åbenhed og nysgerrighed. Det viser sig ofte, at det eller den man ved første øjekast vurderede som uinteressant, kan blive det eller den, man lærer mest af.

Fællesskab og venskab – en mental multivitamin

Når vi taler om gruppeenergien, er det fantastisk at opleve de tætte bånd der bliver knyttet – og ikke mindst, hvordan de bånd fortsætter med at være vævet sammen, lang tid efter uddannelsen er stoppet.

De oplevelser der deles, er meget mere værdifulde, end noget man nogensinde kan købe for penge.

At gennemføre en yogalæreruddannelse er en intim og tillidskrævende proces, hvor der skabes et rum fyldt med kærlighed og støtte til hinanden.

Man lærer at vokse gennem konstruktiv kritik, der serveres i sand omsorg og kærlighed.  Uden oprigtig interesse i hinanden, risikerer fællesskabet blot at blive overfladisk og ligegyldigt.

For mit eget vedkommende elsker jeg ros og bekræftelse lige så meget som andre mennesker. Jeg er dog samtidig dybt taknemmelig for de mennesker i mit liv, der elskede mig så højt, at de turde råbe vagt i gevær, når jeg var på kollisionskurs med mig selv eller mine omgivelser. Det var selvfølgelig ikke rart i situationen, men resultatet blev, at jeg ikke behøvede at gå en frygtelig lang omvej for at nå mine mål.

Jeg husker en præst engang sagde: “Synd udspringer af frygt. Vi griber til det nærmest mulige i afmagt over ikke at gøre det bedre end vi gør. Vi er ikke små modbydelige sataner, men afmægtige fnug”

Nu taler vi ikke så meget om synd i yogaen som et religiøst begreb, der forudsætter gudstro, men mere om de små og store “synder” vi som “afmægtige små fnug”…. som helt almindelige mennesker i en kompleks verden, hver eneste dag konfronteres med. Det ubevidste, det mørke, Kali energien.

Derfor er det befriende at der findes “fyrtårne”, der kan guide os, mod en mere sikker og direkte vej til målet.

Det vi lærer på yogamåtten, tager vi med i vores dagligdag også udenfor yogastudiet, og det gør en kæmpe forskel i vores eget liv og for de mennesker, der er tæt på os

At være yogalærer handler ikke om at møde op til en yogasession og recitere et yogasæt  eller Patanjali´s 8 foldige vej. Det handler om at se eleven/mennesket der hvor vedkommende er i sin udvikling og give støtte og hjælp, når vedkommende er ved at give op.

 

Ulla Upma Kaur Steen

Den tid på året

Titlen til dette blogindlæg er hentet fra en dansk julefilm, som er aktuel i biograferne lige nu. En tragikomisk film, som udstiller en familie samlet juleaften, alle med de bedste hensigter, men som desværre ender i kaos og misforståelser.

Det er ikke alle familier, der er samlet dagligt. Ofte bor man i hver sin ende af landet, måske endda i hvert sit land.

Selvfølgelig er verden blevet mindre, og man kan mødes over Facetime eller Skype, men det er bare ikke det samme som at tilbringe flere dage under samme tag med juleopkørte børn, veganere og carnivorer, sammenbragte familiers juletraditioner, der skal samles i harmoni og julefred.

Uanset hvor oplyst man føler sig, med – eller uden – mange år med yoga, meditation og selvudvikling, er det lige her, man kan teste sig selv på evnen til at kontrollere åndedrættet og udsende tilgivende og accepterende vibrationer.

Fablen om Frøen og Skorpionen.

En dag sad en skorpion og kiggede rundt på det bjerg hvor han var født og opvokset. Han besluttede sig for at der skulle ske en ændring i hans liv, så han drog ud på en rejse og kom her til en flod.

Floden var bred og med voldsomme strømhvirvler, og han kunne ikke svømme over. Lige før han opgav og ville returnere til sit bjerg, så han en frø på den anden side af floden. Han råbte “Halloooo hr. Frø – vil De være så venlig at give mig et lift over floden?”

Frøen svarede tilbage: “Hmmm…hr. Skorpion. Hvordan kan jeg vide at du ikke vil slå mig ihjel?”

“Fordi”, svarede skorpionen… “Hvis jeg slår dig ihjel, så dør jeg jo selv, da jeg ikke kan svømme!”

Det gav egentlig meget god mening, tænkte frøen, men for at være helt sikker spurgte frøen  “Hvad så når vi kommer tæt på flodbredden? Vil du så ikke slå mig ihjel?”

“Ahhh….” sagde skorpionen med sukkersød stemme. “Når du har været så venlig at svømme mig over, vil jeg da ikke slå dig ihjel som tak”

“Ok” sagde frøen “Så kommer jeg og henter dig.” 

 Skorpionen kravlede op på ryggen af frøen og de begyndte deres færd over floden.  Skorpionen satte sine skarpe kløer i  frøens bløde hud og vandet slog om dem.Lige før frøen udmattet nåede flodbredden, mærkede den et skarpt stik i ryggen og ud af øjenkrogen, så den skorpionen trække sin brod ud af frøens ryg. En dødelig lammethed begyndte at krybe ind i hvert af frøens led. “Dit fjols” råbte frøen. “Nu skal vi begge dø – hvorfor i alverden gjorde du det? Skorpionen skuttede sig og rystede lidt på frøens ryg. “Jeg kunne ikke gøre for det – det er min natur.”

Og de sank begge ned i det mudrede vand i den rivende flod.

Moralen i denne lille fabel er, at vi ikke kan ændre på andre mennesker. Vi kan ændre på vores tilgang til at acceptere forskellighederne og ikke mindst – acceptere os selv.

Vi kan ikke forvente at en skorpion ikke stikker, selv om det betyder at den skader sig selv.

Vi kan ikke forvente at mennesker omkring os er selvreflekterende og åbne for deres egne fejl. Forventer du det, risikerer du at lægge landminer ud for dig selv.

Det handler ofte ikke om dig, men om forskellige verdensbilleder. Det er en kæmpe frihedsfølelse, ikke at tage alting personligt.

Jeg ved det ikke er let, men måske denne lille meditation kan hjælpe dig.

Jeg har en elev på min yogalæreruddannelse, som har et yderst stressende arbejde, hvor flere og flere pauser bliver inddraget.

Hun har opfundet et begreb hun kalder “Lokumsøvelser.”

Det går i korthed ud på, at man i ren autonom stil, skaber sine egne pauser på toilettet. Her kan man så udføre øvelser, der ikke rækker længere ud end 2×2 meter – passer til et standard toiletrum…… og her kommer denne meditation til sin ret.

SÅ…….. koger det op juleaften – træd af på naturens vegne og sid 3-5 minutter på toiletbrædtet og udfør denne lille øvelse – den gør underværker og du vil forblive i ZEN gennem alle juledagene.

Balancering af nervesystemet

Undervist af Yogi Bhajan,  Januar 28, 1980

Denne meditation bringer hele nervesystemet og de endokrine kirtler i balance.

Du kan udføre denne meditation hvor- og nårsomhelst du ønsker at få ro på nervesystemet. Der er ingen grund til at tage opkvikkende eller beroligende midler udefra. Denne meditation gør hvad den skal indefra. Åndedrættet er lige “ved hånden”, koster ingenting og gør jobbet hver gang.

Stilling: Sid i meditationsstilling med ret ryg. Bøj albuerne og løft hænderne op indtil de mødes lige foran hjertet, et par cm ud fra kroppen. Håndfladerne vender ind på kroppen. Placer højre hånd på bagsiden af venstre hånd. Hold hænder og underarme parallelt med jorden. Fingrene på højre hånd peger mod venstre og fingrene på venstre hånd peger mod højre. Pres tommeltotterne mod hinanden.

Fokus: Øjnene en tiendedel åbne – kig på næsetippen. Eller luk øjnene, hvis det er det du trænger til.

Åndedræt: Foretag en indånding gennem næsen og hold åndedrættet blidt inde i 15-20 sekunder. Foretag en udånding gennem næsen og hold udåndingen blidt ude i 15-20 sekunder. Koncentrer dig om denne åndedrætsrytme.

Tid:  3 til 5 minutter.

“Be conscious that even with the breath out, you are still alive. A lot of problems in family and social relationships are because you don’t have control over the breath. The beauty of life is based on the breath. It is the link between you and God and the breath of life is what gives you the sensitivity to your environment. – Yogi Bhajan

God Jul

Ulla Upma Kaur Steen

Solhilsen – Surya Namaskar

Hvad kan være mere oplagt – midt i det varmeste forår og den begyndende sommer, end at forære dig den smukkeste Solhilsen.

Vinden fra havet, den søde, friske, forførende duft af nyudsprungne blomster i skovbunden og de lange lyse sommernætter.

Sommerens magi indfanget lige før solen sender sine sidste stråler over landskabet, og månen står klar til at tænde nattens lys.

Tryk blot på billedet herover, læn dig tilbage, lad dig inspirere og nyd skønne Anne Skov´s sublime udførelse af  Studio Flow´s “Surya Namaskar”.

God fornøjelse!

 

Ulla Upma Kaur Steen

At søge efter et stort måske!

I sidste uge fangede en udsendelse om organdonation på DR min opmærksomhed. En TV-vært og en læge forsøgte gennem interviews med kirurger, donorer, modtagere af organer og deres pårørende at kaste lys over det svære og følelsesladede emne, som organdonation er.

Jeg er så gammel, at jeg stadig husker mine forældres bestyrtelse over den første hjertetransplantation, som blev foretaget i 1967 af den sydafrikanske hjertekirurg Christiaan Barnard. Selvom jeg ikke forstod meget af den virak, det affødte på det tidspunkt, kunne jeg aflæse i mine forældres ansigtsudtryk, at de var nysgerrige, men også lidt skræmte. Nu har jeg læst mig til, at der i dag, 50 år efter, udføres mere end 3500 hjertetransplantationer verden over.

Den videnskabelige og medicinske udvikling løber så stærkt, at hvad der var gårsdagens mirakler og forsidestof, i dag er rutineprocedure på de fleste universitetshospitaler.

Det er da også fantastisk, at vi er i stand til at redde menneskeliv i et omfang, ingen havde troet muligt. Men midt i denne eufori og darwinistiske stræben efter at beherske og opfylde egne behov, bliver vi nødt til en gang imellem at løfte os op over den iboende egoisme, hvor vi glemmer, at organdonation bl.a. bygger på, at den enes liv er afhængigt af den andens død, og alt hvad det indebærer af etiske overvejelser på alle planer.

Når jeg siger alle planer, mener jeg det bogstaveligt. Jeg er klar over, at etisk råd gør et kæmpe stykke arbejde med samtykkeerklæringer, hjernedødskriterier osv., men hvad med elefanten i rummet….. den, som vi ikke taler om?

En af mine elever på yogalæreruddannelsen har fået transplanteret et nyt hjerte for 14 år siden, i en alder af 30 år. Vi kalder ham bare for “Mads”. Han er klar over, at jeg bruger ham som eksempel, og han ønsker selv at få sin historie udbredt!

Jeg husker tydeligt mit første møde med Mads, da han kom til Studio Flow for at høre om yogalæreruddannelsens indhold og varighed. Han var ikke en dusinvare – og slet ikke i en by af Svendborgs størrelse. Han var slank, havde lange fine, farvede manicurerede negle på både hænder og fødder. Begge ører var pyntede med guldørenringe, og håret sat op i en hestehale på toppen af hovedet. Derudover var han iført en tætsiddende yogaheldragt.

Jeg har igennem livet mødt mange, både homoseksuelle og transseksuelle, så det skræmte mig på ingen måde. Tværtimod syntes jeg, det var en forfriskende måde at bryde den lidt gråmelerede provins´norm på.

Da Mads senere fortalte mig, at han var hjertetransplanteret, tænkte jeg intuitivt: “Gad vide, om det er et kvindehjerte?”. Jeg holdt selvfølgelig tanken for mig selv, og rationelt kunne jeg jo heller ikke vide, om Mads altid, også før operationen, havde haft en mere fremtrædende feminin side.

Dog blev min første intuitive tanke bekræftet, da Mads i en frokostpause på yogalæreruddannelsen fortalte, at hans liv langsomt, men sikkert, havde forandret sig efter hjertetransplantationen.

Først fik han ubændig lyst til at bruge neglelak, både på hænder og fødder. Kvindetøj passede ham egentlig bedst, syntes han, og håret fik lov til at gro. Det med håret mente han dog ikke skilte sig så meget ud, da mange yngre mænd i dag har langt hår – også i en lille “bun” på toppen af hovedet. Så kom ørenringene og yogaen…., gerne iført leggings eller heldragt. Og som han siger: “Det er virkelig mærkeligt, for sådan havde jeg det slet ikke før min operation. Dengang lignede jeg meget min far, som nok er en smule konservativ, når det handler om kønsroller, og hvad en mand kan og ikke kan. Når snakken faldt på yoga, var vi helt enige om, at det kun var for tøsedrenge. Og ja…. jeg ved ikke hvad der skete, men lige pludselig befandt jeg mig midt blandt en masse kvinder, udførende akrobatiske smidighedsøvelser.”

Da jeg spurgte Mads, om han vidste noget om det transplanterede hjertes ejermand/kvinde, var svaret, at det eneste han havde fået oplyst var, at det kom fra Gøteborg, og at vedkommende havde været udsat for en ulykke. Det er helt normal praksis, at donor er anonym.

Uanset om man er tilhænger eller modstander af organdonation, forstår jeg ikke, at det energetiske aspekt af et sådant indgreb forties – eller måske fornægtes. Ikke at vi af den grund bør undgå organdonation, men ville det ikke være mest fair overfor patienten og donors pårørende at italesætte denne kæmpestore elefant i rummet.

Jeg kan ikke lade være med at citere British Heart Foundation for deres velmenende råd til deres hjertepatienter, når det gælder den følelsesmæssige del af operationen:

“It’s important to remember that the transplanted heart is no more than a pump and that it does not change your personality or behaviour.”

En sådan udtalelse fra eksperterne kunne hurtigt forvrænge de mere subtile aspekter og gøre det til et udelukkende religiøst anliggende.

Så jeg har undersøgt, hvad de forskellige verdensreligioner har af holdninger til organdonation. Og her tegner der sig et næsten 100% ensartet billede. Fakta er, at næsten alle religioner understøtter tanken om organdonation, sålænge det ikke forhindrer liv – eller forhaster døden for donoren. Organdonation anses som frivillig generøsitet og næstekærlighed. Selv Jehovas vidner, som er kendt for at nægte blodtransfusion, billiger organdonation, sålænge organet er renset for donors blod.

Det, jeg lægger mærke til, er ønsket om ikke at forhaste døden. Sjælen bør have tid og mulighed for at forlade det døde legeme. Selv på de mest højteknologiske sygehuse, åbner man et vindue, når den døende trækker vejret for sidste gang. Man tør ikke lade være!

Jeg har netop læst bogen “The yoga of Death, Loss and Transformation” af  Terath Kaur Khalsa. Ph.d., som tager udgangspunkt i Hinduismen og Sikhismens syn på døden. I den bog omtales døden bl.a. i forbindelse med ulykker. Det være sig et voldsomt biluheld, fald, drukning osv. Her har sjælen ikke tid til at forberede sin afgang, og “renses” derfor ikke i sin næste inkarnation.  Det er selvfølgelig et reinkarnationsaspekt, men set i lyset af transplantation af organer, hvor hjertet banker endnu, giver det mening. Hvad ved vi egentlig?  Det er det store måske, vi leder efter!

Ud fra et spirituelt synspunkt er det oplagt, at en organtransplantation kan have andre følgevirkninger end blot medicinske bivirkninger. Der ligger tonsvis af eksempler på nettet om mennesker, der har oplevet samme forandring som Mads.

Mads havde en medfødt hjertefejl, som gjorde, at han ville dø, hvis han ikke fik et nyt hjerte. Det kan vi alle jo kun være taknemmelige for, at han fik, men tanken om den vestlige verdens umådeholdne forbrugsmønster bliver ved med at prikke mig på skulderen.

Er vi nået til et punkt, hvor alting kun er materie – og materielt – uden ånd og sjæl -hvor vi italesætter “ting” som hjerte, nyrer, lever, lunger som accessories, der kan handles med og byttes rundt på uden følelsesmæssige og menneskelige omkostninger?

For Mads´ vedkommende tror jeg ikke, han har det skidt med de forandringer, der er sket. Måske bare lidt undren…. blandet med en dyb taknemmelighed for at have fået livet tilbage. Han ville under ingen omstændigheder have valgt anderledes, men det ville nok have givet ham en større afklaring i forhold til den proces han er gået igennem, hvis man havde italesat elefanten i rummet.

 

 

Ulla Upma Kaur Steen

Hatha Yoga

På fredag starter det 5. modul af vores yogalæreruddannelse her i Studio Flow. Overskriften er Hatha Yoga. Denne del af yogaen har ikke fået så meget energi her på bloggen, så det retter vi lidt op på her.

Hatha yoga plejer jeg at kalde yogaens modertræ, hvor alle andre yogaforgreninger har vokset sig mere eller mindre levedygtige. Bliver vi i træ metaforen, adskiller Kundalini yoga sig fra Hatha yoga på den måde, at de begge er træer, men forskellige træarter.

Oprindelse

Selvom Yoga er ikke knyttet til nogen bestemt religion, har Hatha yogaen sit udspring i Hinduismen, hvor den største population findes i Indien og Nepal. Kundalini yoga udspringer fra Sikhismen, der stammer fra Punjab ikke langt fra Lahore i det nuværende Pakistan.

At dyrke yoga er forholdsvis nyt i Vesten, hvis man sammenligner med, hvor mange tusindvis af år, denne praksis har været kendt i fjernere egne af kloden.

For ca. 5000 år siden fandt man de Vediske tekster, som er de første beviser på at præster og lærde, efter intens meditation, oplevede esoterisk visdom, som de nedskrev i Vedaerne.

Herefter fulgte Upanishads, som ligger til grund for indisk filosofi. En samling af nedskrevne fundamentale læringer som bl.a. Karma (handling), Samsara (reinkarnation), Moksha (nirvana), Atman (sjælen) og Brahman (det absolutte Guddommelige).

Yoga dengang og idag

Upanishad betyder: “Sidde ned tæt ved”. Lytte til en spirituel lærer eller mester. Det giver god mening i den tids kontekst. Vi kender det fra det antikke Grækenland, hvor elever sad og lyttede til filosoffer og lærermestre, for dermed kunne bringe lærdommen videre. Det samme var tilfældet med den tids yogier. Det var en slags mesterlære “at sidde ved siden af den oplyste”. Det er først langt senere, at den fysiske del  af yogaen kom til. Her skal vi hen til Patanjalis Yoga Sutras, “The eight limps of yoga” og helt frem til Tantra yogaen. Den, der i dag danner grundlag for det, vi kender som Hatha Yoga.

Det fysiske var ikke så vigtigt som det energetiske. De lagde selvfølgelig vægt på at have en sund og velfungerende krop, men mere som et slags siddende tempel for “The Spirit”. Kroppen var et redskab givet af Gud. Præcis som vi trives bedst i et rengjort hjem, hvor der luftes regelmæssigt ud, og hvor lyset kan finde vej gennem vinduerne, trives sjælen/sindet i en balanceret krop. 

Alene det at vi i dag står op og udfører Asanas, (yogastillinger) som oversat betyder “at sidde” er forholdsvist nyt. I de oprindelige tekster og udførelser mente man ikke, at stående stillinger ville tilføre tilstrækkelig prana (livsenergi) til kroppen. At sidde i meditationsstilling, det som vi kalder “easy pose” eller “lotus pose”, blev opfattet som den korrekte yogastilling, hvis man skulle opnå højere bevidsthedsniveau. En non-dualistisk tilstand, som forbinder udøveren til det universelle. 

I vores moderne verden opleves dette måske som religiøst, højpandet vrøvl. Det er fuldt forståeligt. Vi bor ikke i huler eller klostre højt oppe i Himalya. Vi dyrker yoga i overfyldte, svedige rum, på plasticmåtter, i tøj der ligger langt fra de yogier, jeg har set ved foden af Ganges, der var nøgne og smurt ind i aske. Vi dyrker yoga mest for at se godt UD og ikke så meget for at se bedre IND. 

Vi lever i en anden virkelighed. Vi kan ikke adoptere de gamle yogiers livsstil. Det ville være patetisk og urealistisk. Vi må gøre det på vores måde og i vores tid.

For mig er Gud ikke en magt, men mere en fornemmelse af, at der findes noget større end mennesket og menneskeheden. Ganske som Prana (livsenergien) ikke ophører med at eksistere, når jeg stopper med at trække vejret. Jeg nærer mig ved Pranas tilstedværelse, sålænge jeg er i min fysiske krop. Når jeg en gang er væk, fortsætter kraften uforstyrret. Det er en kraft, der altid vil være her for alt levende og til al evighed. I naturen, i universet…. overalt. 

Den hedonistiske trædemølle

Siden Krishnamacharya i 1920´erne startede den første yogaskole i Mysore i Indien, har yogaen spredt sig til hele verden.

Man skal søge intensivt for at finde et vestligt land, hvor der ikke er mulighed for at dyrke yoga i en eller anden form. Den hedonistiske trædemølle som mange af os løber rundt i, gør os ikke lykkelige, og her byder yogaen ind med et fristed for det moderne menneske – et sted hvor vi kan give slip for et øjeblik. Det afspejles også i yogaen. Utallige nye yogaformer har set dagens lys. Da jeg startede yoga for mange år siden, var Hatha Yoga, Iyengar Yoga og Asthanga Yoga de eneste yogaformer, jeg kendte til her i Danmark. Indenfor de sidste 10 år er antallet eksploderet. De fleste er udviklet i vestligt regi, med rødder i Hatha Yogaen. Her blot et lille udpluk:

Anusara Yoga, Hot Yoga, Arial Yoga, Sup Yoga, Acro Yoga, Aqua Yoga og mange, mange flere

Det viser blot yogaens evne til at udtrykke sig i forskellige former, og at der ikke findes en entydig sandhed, udover den der ligger i hjertet af hver enkelt yoga udøver.

 

Ulla Upma Kaur Steen

 

Har du lyst til at læse mere om Flow yogalæreruddannelsen, kan du se mere her